tirsdag den 8. oktober 2013

Tyfon på vej



Der er en tyfon på vej. Det er 4. gang indenfor de seneste uger, men både  Fitow, Usagi og Wutip valgte at ændre kurs og gå udenom Sydkorea. Nu går den ikke længere, den her snitter os på vej op gennem Koreastrædet. 


Danas kommer sydfra, som et andet skib med detaljeret søkort svinger den hårdt over til styrbord syd for den koreanske halvø for at gå mod nordøst lige ind i strædet mellem det østlige Sydkorea og Japan.

Det ser ud til, at det vil gå mest ud over Japans vestkyst.
Indtil videre er det blot en grå, regnfuld og blæsende dag.
Byen kravler lidt ind i sig selv  - men kun lidt, business must go on og det er ikke koldt ca. 23 grader, bare meget vådt.


Mens vi så venter på den hidsige vind, arrangerer gadehandlerne sig praktisk, pap, plastik og spande leder vandet de rigtige steder hen, 
og blomsterhandleren har stillet det meste ud i regnen.




Børn bliver sendt hjem fra skole her sidst på eftermiddagen, måske en time eller 2 tidligere end normalt, og i de små fjernsyn rundt om på de lokale spisesteder flimrer vejrudsigten, der stilles om til vindblæste reportere på strategiske steder.

Især Koreas anden største by Busan får opmærksomhed, her står reporteren i strandkanten, hvor der er lavet en sandvold ud mod havet - det ville have været en travl dag for Peter Tanev og co., havde det været hjemme i Danmark.


Indtil videre bliver Dana betegnet som den 3. kraftigste tropiske uvejr på kloden  i 2013.  Usagi og Utor var værre. Men det forlyder, at vinden vil aftage, når den for alvor drejer ind over Japan – lad os håbe det holder stik, japanerne har vist fået rigeligt.





I skrivende stund trækker de grå nuancer hastigt sammen udenfor vinduerne her på 8. sal og sigtbarheden er på vej mod ingenting - mens vi venter.

Ps. Apropos koreanerne og deres flagen igennem (se d. 3/10)  så har Dana alligevel fået dem til at trække fanerne ind fra balkonerne.

torsdag den 3. oktober 2013

Koreanerne flager igennem


I dag holder koreanerne fri, skoler og virksomheder holder lukket. Det er Gaecheonjeol ( 개천절) - Koreas fødselsdag og der flages.

Gaecheonjeol kan oversættes til “Himlen åbnede sig dag”.
Ifølge myten blev det gamle kongerige, der anses som Koreas begyndelse, grundlagt i år 2333 f. Kr.














I en kort version lyder myten sådan:
Himlens Herre, Hwanin, havde en søn, Hwanung, som længtes efter at leve på jorden sammen med mennesker, til sidst gav Hwanin efter og lod sønnen stige ned til bjerget Taebaek sammen med 3000 hjælpere.

Der grundlagde sønnen, Sinsi, som kan oversættes som Hellig By. Sammen med sine ministre for skyer, regn og vind lærte han folk om moral, kunst, lægevidenskab og landbrug.

En tiger og en bjørn, som levede i en grotte, bad Hwangung, om de ikke måtte blive til mennesker. Efter at havde hørt på deres bønner gav Hwangung dem 20 fed hvidløg, et bundt bynke og forlangte at de i 100 dage kun matte spise af det, samtidig skulle de holde sig væk fra sollyset.

Tigeren gav op og forlod hulen, men bjørnen var vedholdende, og efter 21 dage var den forvandlet til en kvinde. Kvinden var taknemmelig og ofrede til Hwanung. Hun kom dog hurtigt til at længes efter en mand, og trist som hun var, satte hun sig under et træ og bad for, at hun måtte få et barn. Hwanung blev bevæget af hendes bøn og tog hende som kone, de fik en søn, som skabte et dynasti, der holdt i 1500 år.

Hos boghandlerne kan man finde flere børne- og billedbøger som genfortæller myten, men ud over små koreanske flag, der stritter ud fra højhusene, er der ikke meget nationaldagsfest at opdrive.


Det er en stille dag, selv trafiklarmen har drejet ned på volumenknappen, hen over byen bølger en doven søndagsstemning i lav varm oktobersol, på den anden side af gaden gaber en koreaner, mens han sjosker afsted i badesandaler til rytmen; "klask, slæb, slask".

Han skænker sikkert ikke hverken Himlens Herre, tigre eller bjørne en tanke men nyder blot, at denne uge også bød på en ekstra fridag. Vi er inde i en stime.

Der kommer én mere i næste uge, hvor fejringen af det koreanske alfabet Hangul, lukker skoler og kontorer. Forleden, den 1. oktober, var det krigsveteraner og militæret, der blev hædret af nationen.


Og når nu vi er inde i en stime af klatvise fridage, så kan man jo lige så godt være lidt pragmatisk og flage igennem. Så flagene kom ud den 1. oktober og min koreanske nabo har forklaret mig, at de bliver hængendende til og med den 9. oktober  – dag og nat. 

Jeg forhørte mig også om flagregler, hun sendte mig et undrende smil, indtil videre kan jeg konkludere, at flagreglen går ud på, at flaget skal sidde i den præfabrikerede holder i altangelænderet -  ellers er der frit slag med dit flag.





tirsdag den 1. oktober 2013

I Sydkorea er toilettet en robot



Dagens blogindlæg kan måske ende som et latrinært skvulp i debatten forud for kommunalvalget – det handler om faciliteterne på det lille hus.

Den danske regering fremlagde i går en digitaliseringsstrategi, der skal sikre dansk velfærd. Beskrevet ned i en mere konkret detalje kan det f.eks. være robottoiletter i ældreplejen. Og set i lyset af hvor meget robotstøvsugere som erstatning for støvsugere håndholdt af sosu-assistenter allerede er blevet diskuteret, er mit gæt, at de avancerede toiletter kan give stof til en del kommunalvalgsdebatter.

Hver eneste dag får cirka 19.000 danskere hjælp til at ordne toiletbesøget, plejesektoren selv betragter ældres toiletbesøg som en af de mest grænseoverskridende og ressourcekrævende opgaver.*

Der kan altså være et potentiale til at skrue ned for kommunale udgifter og op for livskvalitet via toilettet.

Homo Sapiens’ metoder til at klare hygiejnen i den ende af korpus har antaget flere varianter op gennem historien, men de seneste år synes det som om trekløveret; toilet, hygiejne og udvikling, i Danmark mere har handlet om hvorvidt toilettet skulle stå på gulvet eller hænge på væggen, så rengøringen af gulvet kunne foregår så let som muligt.

I Asien derimod er mange af  toiletterne i over- og middelklassens beboelsesejendomme så avancerede, at de er ved at gøre toiletpapiret til et appendiks i toilet-hygiejne-evolutionens historie.

Her i Ulsan, som er det område i Sydkorea med den højeste gennemsnitlige levestandard, er robottoiletter i moderne boliger absolut intet særsyn, og de første udgaver anses allerede som gammeldags på markedet.

Det er big business. I 2008 var Korea vaks og gjort sig selv til intet mindre end hovedsæde for The World Toilet Association og holdt den første verdensomspændende Toilet-generalforsamling med repræsentanter fra 60 forskellige lande.  De diskuterede avanceret teknologi, folkesundhed og vand som en knap ressource.  Ingen tvivl om at koreanerne gør hvad de kan for at få del de 10 trillioner KRW, der omsættes for hvert år på det globale wc marked.

Når vi danskere fortsat hænger fast i træk- og slip-snoren, kunne det være fordi vi har en tendens til at anskue robottoiletter som et hjælpemiddel til ældre eller handicappede, mens moderne koreanere anser det som en almindelig bekvemmelighed på linje med mikrobølgeovn og gulvvarme.


Lad mig liste nogle af robottoilet bekvemmelighederne op:
Allerede når du sætter dig, registrerer toilettet, at du er der, og hilser dig velkommen med et lille ”bip, bip”, hvis du skulle være i tvivl om, hvorvidt du har ramt det rigtige sted.

Derefter udsender toilettet en lyd, som en kat der spinder, hvorfor er jeg ikke helt sikker på endnu, måske er det noget udsugning, der automatisk går i gang.

Hvis popoen er kold, er der er knap, der straks fyrer op under sædevarmen.

Når det kommer til vaskefunktioner, er der her tale om en helt anden liga end, det bidet, vi skandinaver som regel kun bruger til fodvask under charterferien.
Der kan spules med iskoldt, moderat lunkent, eller halvkogende vand.
Det kan ske med fokus på bagskærm eller forskærm – eller begge dele frem og tilbage. (Smart,  når man vasker bil, er det jo også nemmere at flytte på vandstrålen end at rykke hele bilen frem og tilbage).

Som afslutning kan man vælge et koldt pust eller en omgang føntørring.
Der er knapper, der udfører det hele i miniature for børn.


Udfordringen er, at det kræver tilvænning og flair for knapper, at supplere eller ligefrem skifte toiletrullen ud med en fjernkontrol, og det er måske bland andet den tilvænning, de ældre forsøgspersoner i Holstebro, Roskilde, Slagelse og Aarhus kommuner ikke nåde frem til i løbet af de par måneder, de fik lov til at afprøve et robottoilet.

Hos de ”friskeste” borgere var robottoilettet tjent hjem på otte uger, hos de dårligste tabte sosu-assistenterne tid og dermed penge, konkluderer Rambøll i rapporten lavet for Socialstyrelsen.

De nye arbejdsgange på latrinet læres sandsynligvis bedst, mens vi er nogenlunde raske og friske, og så er vi tilbage ved de danske badeværelser - det skal se lækkert ud, hvis det skal ind i parcelhuset, - det må ikke ligne et hjælpemiddel.

Og robottoiletterne her i Korea er altså ikke ret pæne. Der er mere Bo Bedre over at ønske sig et luksuriøst spabad end et robottoilet.


Måske skulle danske designere med deres verdensberømte talenter kaste sig over disse højteknologiske porcelænsklodser, så vi med vores sans for æstetik i behold også kan træde ind i den ny toilet-tidsalder.

Og mon ikke vi så på sigt, kunne minimere nogle af de udgifter, der er ved at blive tørret af andre og maximere noget af den livskvalitet, der er ved at kunne selv? 

Og på sigt, er vel godt nok, for når enden er god er alting jo godt.

*Ugebrevet A4 om en undersøgelse lavet af Rambøll til Socialministeriet