Viser opslag med etiketten hverdag. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hverdag. Vis alle opslag

tirsdag den 8. oktober 2013

Tyfon på vej



Der er en tyfon på vej. Det er 4. gang indenfor de seneste uger, men både  Fitow, Usagi og Wutip valgte at ændre kurs og gå udenom Sydkorea. Nu går den ikke længere, den her snitter os på vej op gennem Koreastrædet. 


Danas kommer sydfra, som et andet skib med detaljeret søkort svinger den hårdt over til styrbord syd for den koreanske halvø for at gå mod nordøst lige ind i strædet mellem det østlige Sydkorea og Japan.

Det ser ud til, at det vil gå mest ud over Japans vestkyst.
Indtil videre er det blot en grå, regnfuld og blæsende dag.
Byen kravler lidt ind i sig selv  - men kun lidt, business must go on og det er ikke koldt ca. 23 grader, bare meget vådt.


Mens vi så venter på den hidsige vind, arrangerer gadehandlerne sig praktisk, pap, plastik og spande leder vandet de rigtige steder hen, 
og blomsterhandleren har stillet det meste ud i regnen.




Børn bliver sendt hjem fra skole her sidst på eftermiddagen, måske en time eller 2 tidligere end normalt, og i de små fjernsyn rundt om på de lokale spisesteder flimrer vejrudsigten, der stilles om til vindblæste reportere på strategiske steder.

Især Koreas anden største by Busan får opmærksomhed, her står reporteren i strandkanten, hvor der er lavet en sandvold ud mod havet - det ville have været en travl dag for Peter Tanev og co., havde det været hjemme i Danmark.


Indtil videre bliver Dana betegnet som den 3. kraftigste tropiske uvejr på kloden  i 2013.  Usagi og Utor var værre. Men det forlyder, at vinden vil aftage, når den for alvor drejer ind over Japan – lad os håbe det holder stik, japanerne har vist fået rigeligt.





I skrivende stund trækker de grå nuancer hastigt sammen udenfor vinduerne her på 8. sal og sigtbarheden er på vej mod ingenting - mens vi venter.

Ps. Apropos koreanerne og deres flagen igennem (se d. 3/10)  så har Dana alligevel fået dem til at trække fanerne ind fra balkonerne.

onsdag den 25. september 2013

Bøger på bjerget


Byen Ulsan har den største park i hele Sydkorea. 360,000 m2  med legepladser, zoologisk have, botanisk have, en have for sommerfugle, og et virvar af små stier, der fører op i bjergene bag parken.
Forleden valgte jeg at forlade den civiliserede del af parken, for at forsvinde ind i nåle- og løvskoven ad en af de små snoede stier, som havde kurs mod de højere luftlag. 

Stien var smal, stejl og ujævn, der var en snert af norsk fjeldvandring over indtrykket, og fornemmelsen af vildmark steg i takt med pulsen. Af og til stødte jeg på koreanere pakket ind i alt, hvad sportsbutikkerne kan tilbyde af gå-tur-i-bjergene-isenkram.*
Og så, pludselig, efter 40 minutters ”bjergbestigning” hvor fornemmelsen af norsk fjeldvandring for alvor havde sat sig i kroppen, dukkede noget totalt uventet op.



Langt der ude i skoven på bjerget stod der noget, der mindede om en klassisk engelsk telefonboks?  Den viste sig at være fyldt med aviser, bøger og blade! Dette højest overraskende skovbibliotek var omkranset af små terrasser med bænke, nogle i skygge blandt tykke træstammer, andre med en fin udsigt ud over skov og bjergtoppe.
Døren ind til de 2 -3 kubikmeter med boglig visdom var ulåst - ingen lånekort, blot høflig selvbetjening.

Det lille bibliotek er et forsøg. Efterfølgende research har gjort det klart, at jeg ikke skal forvente, at hver eneste bjergbestigning går forbi en fyldt bogreol i ødemarken. 

Men det lille bibliotek er også et udtryk for at Sydkorea har et meget moderne og nytænkende biblioteksvæsen. Et væsen der bl.a. bygger på et næsten konfuciansk dannelsesideal: “Love people and nature and seek after peace”. Målet er at fremme udviklingen af borgerne til medmennesker, der er tolerante over for forskellige kulturer og livsformer.
Og hvilket fredfyldt sted at lade sig udvikle med en god roman, en avis eller et lækkert magasin, man skal ikke engang selv slæbe lekturen derop!


Det danske biblioteksvæsen kunne måske lære noget her. Det ønske, der nævnes som det første i Kulturstyrelsens rapport: “Folkebibliotekerne i vidensamfundet” fra 2010, er åbne biblioteker. Og en af de bekymringer, rapporten diskuterer, er, at de papirelskende bogorme uddør i den digitale verden.
Det skal lige nævnes, at Sydkorea også er med helt fremme i den digitale front og allerede fungerer som inspirationskilde for bl.a. Danmark
Så sent som i sidste uge blev rapportens anbefalinger diskuteret blandt biblioteksansatte i Roskilde, og ofte fortolkes begrebet ”åbne biblioteker” som udvidet åbningstid - bemandet eller ubemandet, på de få biblioteker der er tilbage, efter at kommunalreformen som en tsunami fjernede metervis af boghylder i mange mindre samfund.
På min bjergtur var det biblioteket, der ret uventet kom til mig, det stod der pludselig med helt udvidet åbning, eller åbnet helt ud mod vidderne, om man vil. Udvalget var selvfølgelig begrænset, men tilbuddet i samspil med de smukke omgivelser var utrolig fristende…..jeg kan bare ikke læse koreansk.

* Koreanernes hang til gå-tur-i-bjergene-isenkram kommer jeg tilbage til en anden dag.