Optaget

I begyndelsen så jeg bare by, asfalt og fortov.

Det var først, da jeg spottede én på fersk gerning, jeg fik øje for det grønne.

Gerningsmanden  sad helt nede på hug, med en 5 etagers boligblok tronende over sig. Hans fokus var ikke husvæggen men et lille bed med et fyrretræ, der stod langs ydermuren.

Omhyggeligt lagde han små grene på kryds hen over bedets bare jord.

En underlig opførsel af en voksen mand. Måske var det en form for spil og makkeren var måske lige smuttet?

I et par dage lå grenene der i krydsmønster med enderne balancerende på bedets cementkant. Der var åbenbart respekt om grenene, for mange mennesker passerer akkurat dér hver dag, men grenene blev liggende.

Og så en dag var de væk. En række fine grønne spirer var dukket op. Forårsløg in spe.

Fænomenet hedder noget så fancy som Urban Gardening  med en variant, der kaldes Guerilla Gardening, og nu ser jeg det alle steder, blot der er et lille hjørne ubrugt jord. Det kan være en byggegrund, hvor bygherren venter på arkitekten, en stribe jord for enden af p-pladsen, en rabat i vejsiden osv osv. Overalt hvor byen slår små sprækker, finder du noget, nogen har sået, passet og plejet for at kunne høste.

Der er ingen eksakte tal for, hvor mange koreanere, der dyrker grøntsager på små ledige jordpletter i byerne, men nyhedsmediet Korea Joongag Daily refererede i sidste uge til en rapport fra Sydkoreas Ministry for Food, Agriculture, Forestry and Fisheries, hvor det anslås at mere end 700.000 byboer dyrker grøntsager i byen  - og når vi her taler om byen  – så er det altså ikke parcelhuskvarterer, med masser af kvadratmeter med muld bag hækken, nej vi er inde på stenbroen.

Erobringen af jordstumper til køkkenhave sker tilsyneladende med en eller anden indforståethed indbyggerne imellem, her gælder Christian V´s lov om at vinde hævd på jorden ikke, og indsatsen som gartner sker for egen risiko, går det, du dyrker tabt, hvis ejeren af jorden  pludselig skal bruge sin ejendom, er det bare ærgerligt. Erobringerne sker ved højlys dag og med regeringens accept.

Ifølge Korea Joongang Daily annoncerede regeringen i juni måned et målet om at få over 5 millioner byboere til at kaste sig ud i Urban Farming inden 2020.

Ministeriet vil forvandle 7200 ubrugte områder til køkkenhaver. Der er tale om f.eks. flade tage på skoler og andre offentlige bygninger og ubrugt land ejet af staten.

Ministeriet vil også skabe 8000 “weekend community farms” på hver 3000 hektar , en pæn sjat ministeriel substral, der skal sætte endnu mere fart på Urban Gradening– jeg ser dansk kolonihaveidyl for mig i Seoul downtown.

Det skal nok brede sig, forleden gav jeg 10000 W for 10 æbler på tilbud i supermarkedet, det svarer til ca. 52 dkr, så en stribe forårsløg i rabatten kan mærkes i et koreansk husholdningsbudget ....og så ikke et ord om alt det bilos, du får med i salatskålen, her gælder det bare om at være vaks ved den ledige jord.

Og nu forstår jeg, hvorfor de små grene lå og krydsede sig over den bare jord. De råbte: “Optaget”

Bøger på bjerget

Byen Ulsan har den største park i hele Sydkorea. 360,000 m²  med legepladser, zoologisk have, botanisk have, en have for sommerfugle, og et virvar af små stier, der fører op i bjergene bag parken.

Forleden valgte jeg at forlade den civiliserede del af parken, for at forsvinde ind i nåle- og løvskoven ad en af de små snoede stier, som havde kurs mod de højere luftlag. 

Stien var smal, stejl og ujævn, der var en snert af norsk fjeldvandring over indtrykket, og fornemmelsen af vildmark steg i takt med pulsen. Af og til stødte jeg på koreanere pakket ind i alt, hvad sportsbutikkerne kan tilbyde af gå-tur-i-bjergene-isenkram.*

Og så, pludselig, efter 40 minutters ”bjergbestigning” hvor fornemmelsen af norsk fjeldvandring for alvor havde sat sig i kroppen, dukkede noget totalt uventet op.

Langt der ude i skoven på bjerget stod der noget, der mindede om en klassisk engelsk telefonboks?  Den viste sig at være fyldt med aviser, bøger og blade! Dette højest overraskende skovbibliotek var omkranset af små terrasser med bænke, nogle i skygge blandt tykke træstammer, andre med en fin udsigt ud over skov og bjergtoppe.

Døren ind til de 2 -3 kubikmeter med boglig visdom var ulåst - ingen lånekort, blot høflig selvbetjening.

Det lille bibliotek er et forsøg. Efterfølgende research har gjort det klart, at jeg ikke skal forvente, at hver eneste bjergbestigning går forbi en fyldt bogreol i ødemarken. 

Men det lille bibliotek er også et udtryk for at Sydkorea har et meget moderne og nytænkende biblioteksvæsen. Et væsen der bl.a. bygger på et næsten konfuciansk dannelsesideal: “Love people and nature and seek after peace”. Målet er at fremme udviklingen af borgerne til medmennesker, der er tolerante over for forskellige kulturer og livsformer.

Og hvilket fredfyldt sted at lade sig udvikle med en god roman, en avis eller et lækkert magasin, man skal ikke engang selv slæbe lekturen derop!

Det danske biblioteksvæsen kunne måske lære noget her. Det ønske, der nævnes som det første i Kulturstyrelsens rapport: “Folkebibliotekerne i vidensamfundet” fra 2010, er åbne biblioteker. Og en af de bekymringer, rapporten diskuterer, er, at de papirelskende bogorme uddør i den digitale verden.

Det skal lige nævnes, at Sydkorea også er med helt fremme i den digitale front og allerede fungerer som inspirationskilde for bl.a. Danmark

Så sent som i sidste uge blev rapportens anbefalinger diskuteret blandt biblioteksansatte i Roskilde, og ofte fortolkes begrebet ”åbne biblioteker” som udvidet åbningstid - bemandet eller ubemandet, på de få biblioteker der er tilbage, efter at kommunalreformen som en tsunami fjernede metervis af boghylder i mange mindre samfund.

På min bjergtur var det biblioteket, der ret uventet kom til mig, det stod der pludselig med helt udvidet åbning, eller åbnet helt ud mod vidderne, om man vil. Udvalget var selvfølgelig begrænset, men tilbuddet i samspil med de smukke omgivelser var utrolig fristende…..jeg kan bare ikke læse koreansk.

* Koreanernes hang til gå-tur-i-bjergene-isenkram kommer jeg tilbage til en anden dag.