Optaget

I begyndelsen så jeg bare by, asfalt og fortov.

Det var først, da jeg spottede én på fersk gerning, jeg fik øje for det grønne.

Gerningsmanden  sad helt nede på hug, med en 5 etagers boligblok tronende over sig. Hans fokus var ikke husvæggen men et lille bed med et fyrretræ, der stod langs ydermuren.

Omhyggeligt lagde han små grene på kryds hen over bedets bare jord.

En underlig opførsel af en voksen mand. Måske var det en form for spil og makkeren var måske lige smuttet?

I et par dage lå grenene der i krydsmønster med enderne balancerende på bedets cementkant. Der var åbenbart respekt om grenene, for mange mennesker passerer akkurat dér hver dag, men grenene blev liggende.

Og så en dag var de væk. En række fine grønne spirer var dukket op. Forårsløg in spe.

Fænomenet hedder noget så fancy som Urban Gardening  med en variant, der kaldes Guerilla Gardening, og nu ser jeg det alle steder, blot der er et lille hjørne ubrugt jord. Det kan være en byggegrund, hvor bygherren venter på arkitekten, en stribe jord for enden af p-pladsen, en rabat i vejsiden osv osv. Overalt hvor byen slår små sprækker, finder du noget, nogen har sået, passet og plejet for at kunne høste.

Der er ingen eksakte tal for, hvor mange koreanere, der dyrker grøntsager på små ledige jordpletter i byerne, men nyhedsmediet Korea Joongag Daily refererede i sidste uge til en rapport fra Sydkoreas Ministry for Food, Agriculture, Forestry and Fisheries, hvor det anslås at mere end 700.000 byboer dyrker grøntsager i byen  - og når vi her taler om byen  – så er det altså ikke parcelhuskvarterer, med masser af kvadratmeter med muld bag hækken, nej vi er inde på stenbroen.

Erobringen af jordstumper til køkkenhave sker tilsyneladende med en eller anden indforståethed indbyggerne imellem, her gælder Christian V´s lov om at vinde hævd på jorden ikke, og indsatsen som gartner sker for egen risiko, går det, du dyrker tabt, hvis ejeren af jorden  pludselig skal bruge sin ejendom, er det bare ærgerligt. Erobringerne sker ved højlys dag og med regeringens accept.

Ifølge Korea Joongang Daily annoncerede regeringen i juni måned et målet om at få over 5 millioner byboere til at kaste sig ud i Urban Farming inden 2020.

Ministeriet vil forvandle 7200 ubrugte områder til køkkenhaver. Der er tale om f.eks. flade tage på skoler og andre offentlige bygninger og ubrugt land ejet af staten.

Ministeriet vil også skabe 8000 “weekend community farms” på hver 3000 hektar , en pæn sjat ministeriel substral, der skal sætte endnu mere fart på Urban Gradening– jeg ser dansk kolonihaveidyl for mig i Seoul downtown.

Det skal nok brede sig, forleden gav jeg 10000 W for 10 æbler på tilbud i supermarkedet, det svarer til ca. 52 dkr, så en stribe forårsløg i rabatten kan mærkes i et koreansk husholdningsbudget ....og så ikke et ord om alt det bilos, du får med i salatskålen, her gælder det bare om at være vaks ved den ledige jord.

Og nu forstår jeg, hvorfor de små grene lå og krydsede sig over den bare jord. De råbte: “Optaget”

Chuseok og fersk kød til svigerfar

Næppe har jeg annonceret, at det er den koreanske hverdag, der interesserer mig, før jeg alligevel kaster mig over en af de vigtigste koreanske højtider – Chuseok.

Men lige nu er den umulig at komme udenom, lige gyldigt hvor man end vender og drejer sig, så handler alt i denne uge om Chuseok. Højtiden bliver også kaldt Koreas Thanksgiving og den fejres med samme omhu for traditionerne, som når vi fejrer jul.

Først og fremmest er der tradition for, at man rejser hjem til sine forældre for at fejre Chuseok sammen som storfamilie. Der bliver ofret til  afdøde forfædre og udvekslet gaver mellem familiemedlemmerne. Og netop dette given gaver, får lige nu får butikkerne til at minde om december i Danmark.

En undersøgelse, der forleden blev offentliggjort på Arirang News, viste, at man regner med, at almindelige kontoransatte i år i gennemsnit vil bruge, hvad der svarer til 300 US $ på at fejre Chuseok.  (Af en eller anden grund omfattede undersøgelsen kun kontoransatte, men de er sandsynligvis et udtryk for middelklassen.) Og det er åbenbart især svigerforældre, man bør begave. Jeg faldt over en tommelfingerregel, der anviste, at svigerforældrenes gave bør ligge på mellem 90 og 135 US $.

Men mens vi hjemme i Danmark kaster os over unødvendigt isenkram, til svigerforældrene der har alt, så er det her helt legalt blot at aflevere kontanter i en kuvert eller endnu bedre at give købmandsvarer.

Butikkerne bugner med færdige gaveæsker med f. eks æbler, sirligt anbragt bag cellofan, det samme gælder for champignon, tørrede småfisk, ginsengrødder eller endda fersk kød.

Det er lidt uvant at se fersk oksekød pakket ind som fin gave, men ideen er ikke helt tosset, koreanerne slipper sandsynligvis for at stå i kø i forsøg på at bytte gaverne engang om en uges tid.

Ideen er lige til at kopiere – bortset fra at culotten nok ikke bør ligge under juletræet så længe.

Fod på Sydkorea - af med skoene

Sydkorea er et af verdens mest tætbefolkede lande, knap 50 millioner mennesker drysset ud over ca. 98.000 km2

Her er overbærenheden over for udenlandsk klodsethed stor, dog er der een høflighedsregel, det er en god idé at følge – af med skoene!

Besøger du et privat hjem, et traditionelt spisested, et traditionelt hotel, eller en pavillon i parken, foregår det på bare tæer eller i strømpesokker.

Hold øje med om koreanerne stiller skoene og følg eksemplet.

Og der er god plads til at stille skoene. Hvor jeg bor, er der 14 meter med skohylde alene i entreen, med mindre Imelda Marcos kommer forbi, er der plads til, at enhver, der træder ind i boligen, kan parkere fodtøjet på hylden.  Til gengæld er der ikke et eneste skab, hvor man kan hænge sin frakke.

I det hele taget synes koreanerne at være meget mere bevidste om deres fødder end vi danskere. Jeg faldt over en undersøgelse fra Samvirke 30 juli 2010, ifølge den er hver 3 dansker og hver anden danske mand aldrig i plejende kontakt med deres fødder. Det har ikke været muligt for mig at finde en lignende undersøgelse i Korea, men jeg har lavet mine egne feltstudier, og jeg er ret sikker på at fodplejebevidstheden er noget mere udbredt her.

For eksempel er badeværelset i en moderne koreansk lejlighed udstyret med følgende anordning: Lige under bruseren sådan i fodhøjde er der et stativ med en underlig plastickagerulle oversået med hårde gummidutter. Jeg tror, det er meningen, at man skal stå på ét ben under bruseren, mens man kører den frie fod hen over dutterne på ”kagerullen”?

På det lille torv, tæt på hvor jeg bor, er der lavet en lille sti af små sorte runde sten, der stikker ujævnt op fra cementen. En fin kobberplade i begge ender af stien af stien indikerer, at her skal man tage skoene af, og så er det ellers bare fremad march, i begyndelsen mærkes det lidt fakiragtig – jeg er stadig kun begynder.

Endelig har jeg noteret mig, at når koreanerne sidder og slapper af, har den ene fod en tendens til at smutte ud af skoen og finde vej op på stolesædet og så er det let lige at nulre sin fod eller sine tæer lidt, mens man sidder der og tager en slapper.

En avanceret variant af det kan af og til opleves, når bilister sidder og venter ved lyskryds. Langt de fleste biler her har automatgear, hvilket gør venstre ben arbejdsløs, når man så alligevel sidder der og venter på

grønt lys smutter foden op på bilsædet og ventetiden bliver brugt til at pille tæer. Det er den ventetid mange hjemme i Danmark bruger til lige af fjerne en tør skorpe i det ene næsebor - men vi skal jo også passe koblingen.