At være eller ikke være effektiv

Den 18. november var jeg med til at fejre, at det første stykke af kølen til en ny LNG tanker blev lagt ned i tørdokken. (Se blogindlæg fra november)

Det er 25 dage siden. I går fik jeg et nyt kig ned i dokken. Det var næsten chokerende – tonsvis af stål er blevet svejset sammen i løbet af 24 dage.

Jeg er imponeret. For at forstå effektiviteten får du lige et gensyn med billedet, fra da det første stykke af kølen blev lagt i dokken.

Og den 10. december så det sådan ud, en god del af de over 300 skibs-tegninger er blevet til konkrete store dele af en tanker, som så igen er blevet samlet. Det er lidt svært at forholde sig til størrelsen, men der står en mand i en kurv for enden af en lille kran langs med skibssiden.

Her skubbes et stort stykke skillevæg mellem tankene nede i skibet på plads. Kranen står for det grove, og de tre mænd på billedet tager sig af finjusteringen….ikke noget med at stikke tæerne for langt frem.

Efterhånden som skillevæggene er på plads, går andre specialister i gang med at bygge stillads op, så der er gjort klar til at bygge selve den tank, som skal holde på den naturgas, skibet bliver bygget til at fragte rundt. At bygge tankene, er den del af skibsbyggeriet, der tager længst tid.

I årene frem til at Danmarks sidste store skibsværft Lindøværftet lukkede i 2012, blev værftets administrerende direktør Torben Anker Sørensen af og til citeret for sætninger som; “..det er nødvendigt for de værftsansatte at arbejde smartere og hurtigere i konkurrencen med først og fremmest kinesiske og koreanske skibsværfter”. (Berlingske Business opdateret 24. maj 2012)

Men smartere og hurtigere – kunne ikke slå subsidier fra den Sydkoreanske regering og billigt stål i Asien. 

Billedet her under er fra den 28. november - 10 dage efter det første billede.

Og nu fra en halvt færdig LNG tanker til en splinter ny umulig ovn. Jeg ved godt, at man ikke kan bage i en LNG tanker eller sejle i en bageovn, men hold ud,  - min pointe handler om effektivitet.

Sagt på almindelig jysk har jeg haft meget bøvl med den bageovn, der er der, hvor jeg bor. For det første er det at lave noget som helst i en ovn temmelig eksotisk for koreanere, for det andet har de ikke meget forstand på brød. Så da jeg gang på gang havde hevet brød ud, der mindede om det snobrød helt ferske Grønsmutter brænder på deres første spejderlejr, tog jeg affære for at få en anden ovn.

Det var en lang og meget besværlig proces med klimaks, da der kom 6 personer på besøg for at se den elendige ovn.

De fire kom helt fra Seoul, hvor LG, som har produceret ovnen, har hovedkontor.

Jeg tror, deres mission var at bevise, at LGs ovne er perfekt.

Én skulle køre bilen her til,  én var med kun for at måle temperaturen i ovnen, en tredje var med  fordi hun skulle bage i min ovn, en fjerde var med fordi han var deres chef.

Det tager cirka 4-5 timer at køre fra Seoul til Ulsan og lige så lang tid tilbage.

Ud over de fire fra Seoul, kom den lokale vicevært også, jeg aner ikke hvordan han blev blandet ind i det og endelig kom der en repræsentant fra det firma, lejligheden er lejet igennem.

Jeg er faktisk ikke helt sikker på, hvad de konkluderede efter deres bage-eksperiment, …de kiggede stolt på deres sorte boller, men de ville dog prøve at bage én gang til hjemme i Seoul!

Timelønnen i Korea er ikke specielt lav, kontorarbejdere får udbetalt i gennemsnit 15.000 d.kr om måneden. Den samlede timeløn, der blev brugt på kørsel og bagning den dag, kunne snildt havde betalt en ny ovn.

Og så er det jeg tænker – hvis verdens største skibsværft blev gået efter i sømmene, ville der sikkert også være potentiale for effektivisering, også selv om de næsten har fyldt tørdokken med skib på blot 24 dage.

Hyundai Heavy Industries skibsværft her i Ulsan blev bygget i 1972, simultant med at det første skib blev produceret, siden er det udvidet med knopskydning i alle retninger. Det betyder også at det efter nutidige forhold ikke specielt strømlinet.

Hver nat bliver der flyttet rundt på store stålelementer, fordi produktionshaller ligger alt for langt væk fra, hvor det, der produceres, skal bruges bagefter. 

Og når man bevæger sig inde på værftet, er det som om, en kæmpe har vendt bunden op på en kasse med over dimensionerede legoklodser. For en udenforstående ser det ud som om disse mastodont elementer ligger hulter til bulter på det mere end ni kvadratkilometer store areal.

Jeg er som sagt imponeret over hvor meget skib, de har bygget på lidt tid. Netop derfor er det vanvittigt at tænke på, hvor hurtigt de ville kunne bygge et skib, hvis de for alvor satte fokus på at bygge hurtigere og smartere.

Kimchi

Små 500 borgere var i dag til folkefest på en parkeringsplads.

Pakket ind i plastik, i form af langærmede forklæder, hat og gummihandsker helt op til albuerne og til tonerne af koreansk populær musik, af typen mindst 3 generationer kan synge med på, blev der lavet kimchi, så kinakål og chilisovs slaskede om ørerne på os.

Sådan en begivenhed hedder Kimjang. Det er en gammel koreansk tradition, hvor man mødes og laver mad til byens fattige. Mad der kan holde sig vinteren over.

Det er vel Koreas svar på julekurven fra Frelsens Hær. Ca. 2100 – 2300 familier i Dong-Gu distriktet i Ulsan får glæde af dagens kimchi  og her varer julen lige til Påske, for det siges, at kimchi kan holde sig i lang tid, hvis man opbevarer den rigtigt.

Her i Dong-Gu var det områdets altdominerende virksomhed Hyundai Heavy Industries, der stod for arrangementet i samarbejde med det offentlige distriktskontor, og ingredienserne til Kimchien er betalt med penge, der kom ind ved et loppemarked, HHI holdt tidligere i år.

Da jeg og cirka 400 koreanere mødte ind på p-pladsen i formiddags, havde nogen allerede skåret 15.000 kinakål i halve og kvarte, og saltet dem i 6 timer. Typerne af Kimchi varierer fra egn til egn, hver familie har såmænd deres egen lille tvist på opskriften, så det er håbløst at få et præcist tal for, hvor mange typer kimchi, der findes, men Korean Food Academy har delt kimchi op i mere end  100 overordnede typer.

Den vi brugte i dag bestod af en fiskesovs lavet på ansjoser, med forårsløg, løg, hvidløg, sukker, ingefær og massevis af koreansk chilipulver, jeg aner ikke hvor meget der var – det var baljevis.

Men inden vi gled ud i sovs og kål, skulle vi varme op.  Koreanerne elsker opvarmning. Dybe knæbøjninger efterfulgt af karate slag og spark, alle led og muskler skulle være gennemarbejdet for at kunne lave kimchi med den rette blanding af koncentration og kærlighed.

Lige nu er det højsæson for sådanne nu-laver-vi-kimchi-arrangementer over hele Sydkorea.

Vi balancerer på kanten af vinteren og kinakålen skal høstes inden frosten får fat.

For koreanerne er Kimchi ikke bare mad, det er en kultur, der rækker helt tilbage til det 7. århundrede, hvor det på grund af de fire årstider, var vigtigt med teknikker til at konservere mad.

Man tager det kvarte kål, hvor bladene endnu sidder fast på stokken, og så tværer man sovsen omhyggeligt ind imellem hvert eneste blad,  når det kvarte kål svupper af sovs, folder man det pænt sammen, griber fat i det yderste blad og bruger det som et skråt bindebånd for at holde sammen på kålpakken. 

Jeg biksede noget med de første kålpakker og garvede kimshi-magere omkring mig forklarede og viste tålmodigt, men håndelag kræver erfaring.

Efter to tre kål havde vi sovs over alt. Bordet sejlede hele vejen ned og op igen og flokken stemte i med fællessang, der mindede om”Kaaaald det kææærlighed” på koreansk, samtidig med at vi slasker rundt med kinakål. Det var en totaloplevelse.

Mens jeg stod der med chilisovs op til albuerne, kom der andre forbi med fiske- og kålpandekager. De vidste udmærket godt, at vi alle var rimeligt stækket og ikke kunne bruge hænderne til andet end kimchi – så det var kort proces – de propper bare en god mundfuld direkte ind i kæften på hele striben bordet ned. På den konto har jeg fortæret lidt af hvert i dag – også lidt jeg ikke selv ville havde valgt.

Efter 2 timer var der ikke mere kål tilbage, det var pakket i tætte plastikbeholdere klar til aflevering.

Formentlig fordi jeg er udlænding, fik jeg lidt kimchi, med hjem i en plasticpose. Ved overdragelsen havde giveren direkte øjenkontakt med mig, idet hun på udmærket engelsk sagde; ”DON’T  forget it in your bag!  Keep it in a tight container in the fridge…or it might eksplode”.

….Ups velbekomme!

Verdens største skibsværft

Verdens største skibsværft, Hyundai Heavy Industries ( HHI), ligger i Ulsan. Det er hér, de arbejder, de mange mænd i grå og grønne arbejdsuniformer, man ser over alt i Dong-Gu. Med 8 timers interval suser de enten ud eller ind af de bevogtede indkørsler til det over ni kvadratkilometer store værftsområde.

 Inde bag murene er der 10 store tørdokke, samt et utal af produktionshaller, hvor der samles, svejses og males. I hver dok bygges der to skibe ad gangen, processen er forskudt, så snart et skibe er så langt, at det kan flyde selv, lukkes det ud af dokken, og det næste halvfærdige skrog rykker frem i køen, og bag det gøres der straks klar til at lægge det første stykke af kølen til endnu et nyt skib.

Oven over det hele knejser et virvar af kæmpe kraner, de største kan løfte 1290 ton!

Det er helt på sin plads at ordet heavy indgår i værftets navn, det er enorme stålelementer, der tumles rundt med.

Præfabrikerede megablokke samles nede i dokken til et skib, på samme måde som hvis man forestiller sig, at man byggede et højhus ved at samle de enkelte lejligheder á helt op til 400m2 oppe på kajkanten først for derefter at svejse lejlighederne sammen nede i dokken. Det er bare ikke lejligheder, men vidt forskellige dele af komplicerede skibe, der skal sættes rigtigt sammen med millimeters nøjagtighed.

Da det gik bedst for værftet, mødte ca. 50.000 arbejdere ind hvert døgn, men selv de ca. 35.000, der efter sigende er ansat lige nu, fylder en hel del i en kantine.

Forleden var jeg så heldig at få et kig ind i dette lukkede og spionage-sikrede miljø. Jeg havde fået lov til at deltage i den ceremoni, der holdes, når det første stykke af kølen til et nyt skib lægges ned i tørdokken.

Det første stykke ses her, ( bemærk de små mennesker på billedet) efter det følger 213 andre megablokke og vær så god, så har man en stor LNG tanker, 289 meter lang, 45,6 meter bred og 49,8 meter fra bund til top, værdi ca. 2 milliarder d.kr. – den eksakte pris er en hemmelighed.

Dette første stykke af kølen blev lagt ned i dokken den 18. november 2013 – den 5. januar 2015 er tankeren klar til at indtage verdenshavene. Det er rimeligt effektivt. Det var ceremonien også.

Den foregik næsten også som et præfabrikeret element:

Få minutter før kl. 15 rullede en lille Hyundai lastebil ind nede i bunden af dokken, ladet var læsset med stole af typen, der står i danske forsamlingshuse fra 60’erne, et klapbord, en mikrofon med højtaler, en god stor suppegryde med indhold, champagne, glas, 14 sakse og noget bånd, der kunne klippes over, samt et skilt til at stå op ad under den obligatoriske fotografering.

Effektive grå og blå arbejdsmænd læssede af, arrangerede og dækkede op, kranen og en håndfuld svejsere fandt noget fornuftigt at lave i den anden ende af dokken, og vupti så var der ceremoni.

Jeg nåede lige at sætte mig ned til lyden af ”Welcome to keel laying”, inden alle blev bedt om at rejse sig, tage hjælmen af og bede en bøn for det kommende skib. 

Så nåede jeg lige at lægge an til at sætte mig, da jeg, i en stilling et sted halvt mellem stående og siddende, blev bedt om at komme op på en række og sammen med 13 andre klippe den snor over, vi selv holdt ud foran det skilt, der var sat op til anledningen. 

Og så nåede jeg heldigvis lige at flytte mig, inden den første flaske med champagne, straks efter at jeg havde klippet snoren, blev sprøjtet ud over skiltet.

Og da proppen fløj af flasken blev låget løftet af suppegryden, men jeg nåede desværre ikke at se, hvad der var i den, før en eller anden allerede havde stukket en pind med noget spiseligt i hånden på mig.

Det var en stor flad firkantet fiskepandekage, der var foldet et par gange og rynket ned over en træpind, man ville kunne strikken en islandsk sweater med.

Og mens jeg så tyggede lidt på den, kom kranen og svejserne tilbage, stolene blev læsse op på den lille Hyundai lastebil igen, undtagen min stol den stod ensomt tilbage med min håndtaske på, den havde jeg da ikke nået af flytte.

Det hele tog cirka 12 minutter.

I 2010 byggede Hyundai Heavy Industries 105 skibe, i 2013 bliver det ”kun” til 60, så måske havde de i virkeligheden god tid, den dag jeg var der.

Haute cuture hiking

Horder af sydkoreanere traver rundt i naturen, hver eneste dag. På søndage eksploderer det. Her i efterårs sæsonen kan der ligefrem være kø på de mest populære af de flere tusinde traveruter rundt om i landet. 

Millioner af koreanere i alle aldre og fra alle sociale lag vil ud og nyde bjergskråninger beklædt med efterårsløv i gyldne farver – eller måske lige så vigtigt, vise sig frem i den nyeste hiking mode.

For når koreanere viser sig frem, er både fortovscafeer og strandpromenader sidespor, det hotte sted at flashe seneste mode er ude på vandrestierne, eller i det mindste på p-pladserne lige op til vandrestierne.

Min første travetur her i Korea havde kurs mod en lille lokal bjergtop blot 210 meter over havet, det foregik i slidte shorts, en almindelig udvasket T-shirt og et par sandaler, der var gået ret godt til. Jeg faldt ikke i med mængden.

Jeg var omringet af lange opgivende blikke, med et svagt glimt af foragt og medlidenhed, især sandalerne var årsag til hovedrysten på min første amatøragtige ekskursion mod dette forvoksede Himmelbjerg.

For selv en mindre gåtur får koreanerne til at klæde om til det nyeste antræk fra North Face, K2, Merrell, Black Yak, Berghaus, Lafuma og hvad det nu ellers kan hedde, når det skal være det rigtige mærke med den seneste Gore-Tex teknologi.

Og det er ikke billigt. Alene skoene vandrer let op i et par tusinde danske kroner. Dertil kommer specielle bukser, specielle T-shirts, specielle jakker, specielle sokker, matchende tørklæder, handsker, vandrestave, pandebånd med og uden solskærm, solbriller, tasker, vandflasker samt et bind/ansigtsmaske til at sætte for mund og næse – alt sammen i super-letvægts-åndbart-vandtæt-materiale i de nyeste modefarver.

Desuden fyldes rygsækken med en letvægtsradio, en lille handy bordgrill, diverse dåser til madvarer og risøl samt en form for isoleret underlag, til når alt udstyr samt korpus skal hvile på toppen.

Hvile på toppen, det var hvad de fire her gjorde forleden søndag i Youngnam Alps efter en picnic i 1189 meters højde. Ingen tvivl om at sådan en picnic er livskvalitet, når først mad og remedier er slæbt der op.

Og jeg må være ærlig at indrømme, at jeg også selv har været en del af en gruppe langrendsentusiaster på højfjeldet i Skandinavien, med flere liter pandekagedej og endnu flere kilo brænde i Fjällräven - den tur endte også med at gå op i en højere enhed under overskriften livskvalitet.

Men selv på helt små ture tropper koreanerne op udstyret, så de snildt kunne være hjemmefra i en uges tid.

For de tager deres hobby seriøst og da Sydkorea nu er den 4. største asiatiske økonomi, har koreanere fra middelklassen råd til at forkæle sig selv med den nyeste vandremode.

Ifølge en artikel fra Business World Online i august i år er markedet for udendørs sportstøj i Sydkorea vokset fra 1.1 billion US $ i 2006 til 5,3 billion i 2012. Det er mange penge.

Jeg har noteret mig, at danske Hummel er her, men det er de allerstørste internationale mærker, der for alvor har sat karabinhagen fast i det sydkoreanske marked.

Det mere fancy vandretøj glider endda ind i gadebilledet i byerne og bliver brugt til at give kontorantrækket et mere afslappet look. Jo hiking er haute cuture.