Kimchi

Små 500 borgere var i dag til folkefest på en parkeringsplads.

Pakket ind i plastik, i form af langærmede forklæder, hat og gummihandsker helt op til albuerne og til tonerne af koreansk populær musik, af typen mindst 3 generationer kan synge med på, blev der lavet kimchi, så kinakål og chilisovs slaskede om ørerne på os.

Sådan en begivenhed hedder Kimjang. Det er en gammel koreansk tradition, hvor man mødes og laver mad til byens fattige. Mad der kan holde sig vinteren over.

Det er vel Koreas svar på julekurven fra Frelsens Hær. Ca. 2100 – 2300 familier i Dong-Gu distriktet i Ulsan får glæde af dagens kimchi  og her varer julen lige til Påske, for det siges, at kimchi kan holde sig i lang tid, hvis man opbevarer den rigtigt.

Her i Dong-Gu var det områdets altdominerende virksomhed Hyundai Heavy Industries, der stod for arrangementet i samarbejde med det offentlige distriktskontor, og ingredienserne til Kimchien er betalt med penge, der kom ind ved et loppemarked, HHI holdt tidligere i år.

Da jeg og cirka 400 koreanere mødte ind på p-pladsen i formiddags, havde nogen allerede skåret 15.000 kinakål i halve og kvarte, og saltet dem i 6 timer. Typerne af Kimchi varierer fra egn til egn, hver familie har såmænd deres egen lille tvist på opskriften, så det er håbløst at få et præcist tal for, hvor mange typer kimchi, der findes, men Korean Food Academy har delt kimchi op i mere end  100 overordnede typer.

Den vi brugte i dag bestod af en fiskesovs lavet på ansjoser, med forårsløg, løg, hvidløg, sukker, ingefær og massevis af koreansk chilipulver, jeg aner ikke hvor meget der var – det var baljevis.

Men inden vi gled ud i sovs og kål, skulle vi varme op.  Koreanerne elsker opvarmning. Dybe knæbøjninger efterfulgt af karate slag og spark, alle led og muskler skulle være gennemarbejdet for at kunne lave kimchi med den rette blanding af koncentration og kærlighed.

Lige nu er det højsæson for sådanne nu-laver-vi-kimchi-arrangementer over hele Sydkorea.

Vi balancerer på kanten af vinteren og kinakålen skal høstes inden frosten får fat.

For koreanerne er Kimchi ikke bare mad, det er en kultur, der rækker helt tilbage til det 7. århundrede, hvor det på grund af de fire årstider, var vigtigt med teknikker til at konservere mad.

Man tager det kvarte kål, hvor bladene endnu sidder fast på stokken, og så tværer man sovsen omhyggeligt ind imellem hvert eneste blad,  når det kvarte kål svupper af sovs, folder man det pænt sammen, griber fat i det yderste blad og bruger det som et skråt bindebånd for at holde sammen på kålpakken. 

Jeg biksede noget med de første kålpakker og garvede kimshi-magere omkring mig forklarede og viste tålmodigt, men håndelag kræver erfaring.

Efter to tre kål havde vi sovs over alt. Bordet sejlede hele vejen ned og op igen og flokken stemte i med fællessang, der mindede om”Kaaaald det kææærlighed” på koreansk, samtidig med at vi slasker rundt med kinakål. Det var en totaloplevelse.

Mens jeg stod der med chilisovs op til albuerne, kom der andre forbi med fiske- og kålpandekager. De vidste udmærket godt, at vi alle var rimeligt stækket og ikke kunne bruge hænderne til andet end kimchi – så det var kort proces – de propper bare en god mundfuld direkte ind i kæften på hele striben bordet ned. På den konto har jeg fortæret lidt af hvert i dag – også lidt jeg ikke selv ville havde valgt.

Efter 2 timer var der ikke mere kål tilbage, det var pakket i tætte plastikbeholdere klar til aflevering.

Formentlig fordi jeg er udlænding, fik jeg lidt kimchi, med hjem i en plasticpose. Ved overdragelsen havde giveren direkte øjenkontakt med mig, idet hun på udmærket engelsk sagde; ”DON’T  forget it in your bag!  Keep it in a tight container in the fridge…or it might eksplode”.

….Ups velbekomme!