Optaget

I begyndelsen så jeg bare by, asfalt og fortov.

Det var først, da jeg spottede én på fersk gerning, jeg fik øje for det grønne.

Gerningsmanden  sad helt nede på hug, med en 5 etagers boligblok tronende over sig. Hans fokus var ikke husvæggen men et lille bed med et fyrretræ, der stod langs ydermuren.

Omhyggeligt lagde han små grene på kryds hen over bedets bare jord.

En underlig opførsel af en voksen mand. Måske var det en form for spil og makkeren var måske lige smuttet?

I et par dage lå grenene der i krydsmønster med enderne balancerende på bedets cementkant. Der var åbenbart respekt om grenene, for mange mennesker passerer akkurat dér hver dag, men grenene blev liggende.

Og så en dag var de væk. En række fine grønne spirer var dukket op. Forårsløg in spe.

Fænomenet hedder noget så fancy som Urban Gardening  med en variant, der kaldes Guerilla Gardening, og nu ser jeg det alle steder, blot der er et lille hjørne ubrugt jord. Det kan være en byggegrund, hvor bygherren venter på arkitekten, en stribe jord for enden af p-pladsen, en rabat i vejsiden osv osv. Overalt hvor byen slår små sprækker, finder du noget, nogen har sået, passet og plejet for at kunne høste.

Der er ingen eksakte tal for, hvor mange koreanere, der dyrker grøntsager på små ledige jordpletter i byerne, men nyhedsmediet Korea Joongag Daily refererede i sidste uge til en rapport fra Sydkoreas Ministry for Food, Agriculture, Forestry and Fisheries, hvor det anslås at mere end 700.000 byboer dyrker grøntsager i byen  - og når vi her taler om byen  – så er det altså ikke parcelhuskvarterer, med masser af kvadratmeter med muld bag hækken, nej vi er inde på stenbroen.

Erobringen af jordstumper til køkkenhave sker tilsyneladende med en eller anden indforståethed indbyggerne imellem, her gælder Christian V´s lov om at vinde hævd på jorden ikke, og indsatsen som gartner sker for egen risiko, går det, du dyrker tabt, hvis ejeren af jorden  pludselig skal bruge sin ejendom, er det bare ærgerligt. Erobringerne sker ved højlys dag og med regeringens accept.

Ifølge Korea Joongang Daily annoncerede regeringen i juni måned et målet om at få over 5 millioner byboere til at kaste sig ud i Urban Farming inden 2020.

Ministeriet vil forvandle 7200 ubrugte områder til køkkenhaver. Der er tale om f.eks. flade tage på skoler og andre offentlige bygninger og ubrugt land ejet af staten.

Ministeriet vil også skabe 8000 “weekend community farms” på hver 3000 hektar , en pæn sjat ministeriel substral, der skal sætte endnu mere fart på Urban Gradening– jeg ser dansk kolonihaveidyl for mig i Seoul downtown.

Det skal nok brede sig, forleden gav jeg 10000 W for 10 æbler på tilbud i supermarkedet, det svarer til ca. 52 dkr, så en stribe forårsløg i rabatten kan mærkes i et koreansk husholdningsbudget ....og så ikke et ord om alt det bilos, du får med i salatskålen, her gælder det bare om at være vaks ved den ledige jord.

Og nu forstår jeg, hvorfor de små grene lå og krydsede sig over den bare jord. De råbte: “Optaget”

Bøger på bjerget

Byen Ulsan har den største park i hele Sydkorea. 360,000 m²  med legepladser, zoologisk have, botanisk have, en have for sommerfugle, og et virvar af små stier, der fører op i bjergene bag parken.

Forleden valgte jeg at forlade den civiliserede del af parken, for at forsvinde ind i nåle- og løvskoven ad en af de små snoede stier, som havde kurs mod de højere luftlag. 

Stien var smal, stejl og ujævn, der var en snert af norsk fjeldvandring over indtrykket, og fornemmelsen af vildmark steg i takt med pulsen. Af og til stødte jeg på koreanere pakket ind i alt, hvad sportsbutikkerne kan tilbyde af gå-tur-i-bjergene-isenkram.*

Og så, pludselig, efter 40 minutters ”bjergbestigning” hvor fornemmelsen af norsk fjeldvandring for alvor havde sat sig i kroppen, dukkede noget totalt uventet op.

Langt der ude i skoven på bjerget stod der noget, der mindede om en klassisk engelsk telefonboks?  Den viste sig at være fyldt med aviser, bøger og blade! Dette højest overraskende skovbibliotek var omkranset af små terrasser med bænke, nogle i skygge blandt tykke træstammer, andre med en fin udsigt ud over skov og bjergtoppe.

Døren ind til de 2 -3 kubikmeter med boglig visdom var ulåst - ingen lånekort, blot høflig selvbetjening.

Det lille bibliotek er et forsøg. Efterfølgende research har gjort det klart, at jeg ikke skal forvente, at hver eneste bjergbestigning går forbi en fyldt bogreol i ødemarken. 

Men det lille bibliotek er også et udtryk for at Sydkorea har et meget moderne og nytænkende biblioteksvæsen. Et væsen der bl.a. bygger på et næsten konfuciansk dannelsesideal: “Love people and nature and seek after peace”. Målet er at fremme udviklingen af borgerne til medmennesker, der er tolerante over for forskellige kulturer og livsformer.

Og hvilket fredfyldt sted at lade sig udvikle med en god roman, en avis eller et lækkert magasin, man skal ikke engang selv slæbe lekturen derop!

Det danske biblioteksvæsen kunne måske lære noget her. Det ønske, der nævnes som det første i Kulturstyrelsens rapport: “Folkebibliotekerne i vidensamfundet” fra 2010, er åbne biblioteker. Og en af de bekymringer, rapporten diskuterer, er, at de papirelskende bogorme uddør i den digitale verden.

Det skal lige nævnes, at Sydkorea også er med helt fremme i den digitale front og allerede fungerer som inspirationskilde for bl.a. Danmark

Så sent som i sidste uge blev rapportens anbefalinger diskuteret blandt biblioteksansatte i Roskilde, og ofte fortolkes begrebet ”åbne biblioteker” som udvidet åbningstid - bemandet eller ubemandet, på de få biblioteker der er tilbage, efter at kommunalreformen som en tsunami fjernede metervis af boghylder i mange mindre samfund.

På min bjergtur var det biblioteket, der ret uventet kom til mig, det stod der pludselig med helt udvidet åbning, eller åbnet helt ud mod vidderne, om man vil. Udvalget var selvfølgelig begrænset, men tilbuddet i samspil med de smukke omgivelser var utrolig fristende…..jeg kan bare ikke læse koreansk.

* Koreanernes hang til gå-tur-i-bjergene-isenkram kommer jeg tilbage til en anden dag.

Visitkort til lidt af hvert

Vi bor i et super moderne og helt nyt højhusområde, beton, stål, glas og marmor i op til 35 etager. Mastodonter med soklerne plantet i sirlige små haver, med torve, springvand og pavilloner, men mandag morgen forvandles pladserne mellem højhusene til en losseplads! Første gang man oplever det, kan panikangsten gribe en.

Men der er system i kaos,  meget system endda. For mens vi der hjemme i de danske provinsbyer triller på genbrugspladsen med den uundværlige trailer, så kommer genbrugspladsen til dig her I Korea. Den kommer een gang om ugen i nogle få timer.

Med mindre renovationsarbejderne giver sig til at strejke, forsvinder genbrugspladsen igen i løbet af formiddagen. Sydkorea har, når koreanerne selv skal sige det, et meget gennemtænkt og veludviklet genbrugssystem. Det er de stolte af.

En del af systemet går ud på, at man skal putte al affald, der enten ikke kan genbruges eller er køkkenaffald i nogle helt bestemte plastikposer.

Poserne køber man til overpris i supermarkedet. Til gengæld er det gratis at komme af med al skrald, der kan genbruges. Systemet blev indført i 1995, hvor man gik væk fra at kræve penge for affaldshåndtering via skatter.

Tal fra Ministery of Environment of South Korea viser, at andelen af affald, der går til genbrug i  2009 var på 61%. Inspirationen til affaldssystemet har koreanerne blandt andet hentet i Taiwan, men Sydkorea har for længst overhalet foregangslandet, i dag er det kun Taiwans hovedstad, Taipei, der har en lige så høj genbrugsrate. Ministery of Environment of South Korea vil også gerne fortælle at i Hong Kong er det kun 38% af affaldet der genbruges.

Vores vicevært har udstyret os udlændinge med et lille visitkort, hvor der på koreansk står; “ Vær venlig at give mig nogle affaldsplastikposer, som er godkendt af staten”, - koreanerne ser nemlig meget seriøst på, at man ikke snyder og burger alle mulige andre former for plastikposer.

Vi har også et par andre koreanske visitkort på hylden, og jeg skal virkelig passe på ikke at dele de forkerte ud, når vi udveksler visitkort under middage med nye bekendte.

Chuseok og fersk kød til svigerfar

Næppe har jeg annonceret, at det er den koreanske hverdag, der interesserer mig, før jeg alligevel kaster mig over en af de vigtigste koreanske højtider – Chuseok.

Men lige nu er den umulig at komme udenom, lige gyldigt hvor man end vender og drejer sig, så handler alt i denne uge om Chuseok. Højtiden bliver også kaldt Koreas Thanksgiving og den fejres med samme omhu for traditionerne, som når vi fejrer jul.

Først og fremmest er der tradition for, at man rejser hjem til sine forældre for at fejre Chuseok sammen som storfamilie. Der bliver ofret til  afdøde forfædre og udvekslet gaver mellem familiemedlemmerne. Og netop dette given gaver, får lige nu får butikkerne til at minde om december i Danmark.

En undersøgelse, der forleden blev offentliggjort på Arirang News, viste, at man regner med, at almindelige kontoransatte i år i gennemsnit vil bruge, hvad der svarer til 300 US $ på at fejre Chuseok.  (Af en eller anden grund omfattede undersøgelsen kun kontoransatte, men de er sandsynligvis et udtryk for middelklassen.) Og det er åbenbart især svigerforældre, man bør begave. Jeg faldt over en tommelfingerregel, der anviste, at svigerforældrenes gave bør ligge på mellem 90 og 135 US $.

Men mens vi hjemme i Danmark kaster os over unødvendigt isenkram, til svigerforældrene der har alt, så er det her helt legalt blot at aflevere kontanter i en kuvert eller endnu bedre at give købmandsvarer.

Butikkerne bugner med færdige gaveæsker med f. eks æbler, sirligt anbragt bag cellofan, det samme gælder for champignon, tørrede småfisk, ginsengrødder eller endda fersk kød.

Det er lidt uvant at se fersk oksekød pakket ind som fin gave, men ideen er ikke helt tosset, koreanerne slipper sandsynligvis for at stå i kø i forsøg på at bytte gaverne engang om en uges tid.

Ideen er lige til at kopiere – bortset fra at culotten nok ikke bør ligge under juletræet så længe.