Bageren Sim Sang Yeol

 "Åh, du har fundet bageren!" Sætningen kom fra en europæer jeg stødte ind i på gaden, vi havde aldrig mødt hinanden før, men vi var stoppet op for at udveksle spørgsmål og svar som; hvor er du fra, og hvor længe har du været her. Det gør man nemlig her, når man møder en, der også er langt væk hjemmefra. På et splitsekund havde denne fremmede genkendt min indkøbspose med "Sim Sang Yeol” på.

Hendes "Åh , du har fundet bageren " blev sagt med et ansigtsudtryk og en betoning á la “nu skal du nok overleve”.

Selvfølgelig er der brød i Sydkorea, og hvis der ikke var, ville jeg overleve alligevel.

Kæden “Paris Baguette” har butikker, på hvert gadehjørne, den Seoul-baserede kæde har som mål at Paris Baguette skal være verdens førende bagerkæde I 2020. Det vil sige mere end 3000 butikker i 60 lande.  Det er ambitiøst, og de er godt på vej.

MEN selv om kæden ifølge The Korean Herald i år har udviklet mere 30 typer af "Sundt brød" er det svært at finde, dette rustikke, ikke søde, men let syrlige fuldkornsbrød med sprød skorpe, som det meste af mit liv har været en del af hverdagsmaden. ….og rigtig rugbrød kan du godt glemme alt om. 

Brød I Sydkorea er sødt, og melet er så fint, at det er mest egnet til tapetklister. 

.....Og så er der en undtagelse, det er brødet fra Mr. Sangyeol Sim, den 42-årige bager laver brød som kunne komme ret fra en ovn i Vejle, selv om han aldrig selv har været uden for Sydkorea.

Han bager rigtig brød. Med 22 års erfaring, har han prøvet mange opskrifter. Den første udenlandske kunde havnede i butikken ved en tilfældighed, dengang lå bagerbutikken nær et kvarter, hvor der bor en del udlændinge (HFC) Dong-Gu i Ulsan. En dansk dame havde selv bagt et rugbrud ud af en melpose, hvor indgredienserne er blandet på forhånd, der skal bare en sjat vand og lidt gær til, og det brød tog hun med til Sangyeol Sim. Derefter gik han i gang med at eksperimentere, indtil han ramte noget, der behagede udlændinges smagsløg. 

Spørger man om han selv kan lide rugbrødet, svarer han beskedent, at han prøver at vænne sig til det og at det jo er sundt.

For syv år siden flyttede bageren længere mod syd på Dong-Gu halvøen, til Bangeo-Dong, hvor han omdannede et tidligere vaskeri til et bageri. Det ligger i en lille meget stille gyde og er lidt vanskeligt at finde. Men vi er mange, der hele tiden slæber nye brødflove udlændinge med der ind.

Ca. 50% af hans kunder er udlændinge, den anden halvdel er lokale. Mr. Sangyeol Sim formår at behage begge grupper, selv om forventningerne til brød er meget forskellige. Koreanerne kan lide det søde og vi andre foretrækker den lidt sure brødsmag med fuldkorn.

Bageren er opmærksom på konkurrencen fra kæder som Paris Baguette, men han kender sit bagværk: »De store kæder laver masseproducerede brød fremstillet af råvarer, der har været frosset og de bruger meget sukker til konservering - jeg bruge aldrig frosne råvarer eller bekymrer mig om konservering, det er frisk brød hver dag", siger han stolt på koreansk, mens min tolk forsøger at få det hele med. Et kig om til de få kvadratmeter bag disken, vidner om at det er dér, det foregår.

Det danske rugbrød eller Danish 
Lye Bread, som han kalder det i mangel på bogstavet R, er nok det mest specielle brød på hylderne, og processen med at nå frem til et brød fra lande som han aldrig har besøg tager tid. Han tester, prøvesmager og justerer, det er kort sagt slow food, der tager flere dage fra dej til brød.

Inden jeg siger farvel, fortæller han at eksperimenterne også har resulteret i en ødelagt ovn, det var da han forsøgte at finde ud af, hvordan man laver pita brød, det blev for varmt for den gamle ovn – men nu ved han også, hvordan han kan reparere den og pita er noget af det, der sælger rigtig godt blandt udlændinge, sammen med sprøde baguettes og Roggen Vollkorn.

Nytår og et år ældre

Godt Nytår og tillykke med fødselsdagen til rundt regnet 50 millioner sydkoreanere.

Aldrig før har jeg holdt nytår så tæt på krudtets oprindelsesland eller haft gulv til loft vinduesudsigt ned over en millionby kl. 24, så forventningerne til det helt store festfyrværkeri var tændte – men den del af festen blev en fuser, til gengæld kom solen og spørgsmålet om, hvornår et nyt år begynder, i centrum. 

Jo koreanerne fejrer nytår, men en del af dem snorksover hen over datoskiftet ved midnat, de skal nemlig tidligt op for at se årets første solopgang.

I Ulsan var der natten igennem busser fra Ulsan Grand Park til Ganjeolgot Cape. Et af de punkter langs østkysten, hvor naturen strækker sig lidt længere ud mod solopgangen end resten kystlinjen. Cirka 120.000 koreanere ventede på solen netop der – det gælder om at komme så tæt på begivenheden som muligt, og skal man sikre sig første parket, skal man være på pletten i god tid. De, der valgte at bruge natten på at holde på en god solopgangsplads, drog af sted før midnat med lommelygter, ris likør, tæpper og tålmodighed. En del af natten blev de underholdt af en udendørs koncert på stedet.

Og så var der dem, der havde valgt at sove hen over midnat. Her på Dong-Gu halvøen i Ulsan, blev de meget bekvemt vækket af et fyrværkeri en time før solopgang.

Fra mit vindue kunne jeg derefter se en lang række af baglygter fra de mange biler, der satte kurs mod et lokalt klippefremspring ved Ilsan Beach. Og i gaderne under mig kom folk ud fra mørke huse, som var det en arbejdsdag, hvor de skulle ekstra tidligt op. Der var en stilfærdigt strøm af mennesker med kurs mod øst. Når de nåede vandet, stod de i dæmringen og ventede på at solen skulle svinge strålerne op over kanten af horisonten. Uret var sat til 7.32 Men lige netop den 1. januar 2014 sov solen over. Her i Ulsan var linjen mellem hav og himmel dækket af en lang tynd stribe af uldne skyer, så mens solen puttede sig og udsatte den store event i 20 minutter, stod folk tålmodigt og ventede eller de blev i de varme biler.

Mit kamera var desværre gået dødt på det tidspunkt.

Men på byen Busans officielle hjemmeside er der bl.a. billeder fra sådan et nytårs scenarie:

http://dynamic.busan.go.kr/m/sub/view.jsp?ccode=0&sn=465

Der kiggede cirka 300.000 koreanere på solopgangen fra Haeundae Beach. 

Og mens hundredtusinder af koreanere rundt om i Sydkorea stod så på den samme solopgang, blev de alle sammen et år ældre  - på én gang.

For ikke nok med at koreanerne har flyttet nytårets højdepunkt fra kl. 24 til kl. 7.32, de har også besluttet, at de alle sammen føjer et år til deres alder den 1. januar.

Når koreanerne bliver et år ældre, sker det nemlig ikke på den dag, de blev født, men på den første dag i det nye år.

Og for at gøre forvirringen total så kan en koreaners alder være et til to år ældre end den vestlige alder, afhængig af hvornår på året man er født.

For tiden som foster tælles med. Ethvert nyfødt barn i Korea træder ind i verden som etårig. Og når kalenderen siger 1. januar bliver barnet to år. Er barnet f.eks. født i december, regnes barnet allerede for at være to år den følgende måned,  - efter vestlig målestok ville vi mene, at barnet blot var to måneder gammelt.

På den konto er jeg lige blevet et år ældre, end jeg troede, jeg var, selv om mit nye år indtraf ca. syv en halv time senere end forventet.

Endelig er der en gruppe af koreanere, som slet ikke mener, det har været nytår endnu, de foretrækker at bruge Luna New Year som det tidspunkt, hvor de bliver et år ældre og fejrer 2014. I år falder det fredag den 31. januar.

Jul i Sydkorea

Julemanden var “fejlfarvet” i år. I Sydkorea er han lige så ofte blå som rød, og Julen varer ikke til Påske, den er overstået på en dag. Den 25. er en officiel fridag, men både den 24. og den 26. er ganske almindelige hverdage.

Cirka 30 % af befolkningen er kristne, de dominerende religioner er buddhisme og konfucianisme, desuden er der en lille gruppe muslimer.

Med den fordeling in mente, er det fint, at den 25. december rent faktisk er en national fridag.

I løbet af december har shopping centrene, stormagasinerne og de kristne kirker pyntet op til jul, og de kommer til at ligne hinanden, som burger de den samme dekoratør. Det visuelle udtryk er larmende med blinkende lys i alle mulige farver. Nogle af kirkerne har faktisk både kors, Maria og Jesus oplyst i heftig neonlys hele året, man kan af og til tro, at der er sket en færdselsulykke længere ned ad gaden, og så viser udrykningskøretøjernes blå blink sig blot at være lysene på en kirke. På en kold vinterdag i Busan, ville jeg gå på opdagelse i et nyt shopping center, jeg havde set, da jeg tidligere passerede i bil….det var en kirke. Og jo da, folk gloede ind ad vores vinduer, da vi den 24. dansede om vores 2 meter høje plastik ikon og efter 15-20 minutters traven og hoppen rundt om træet ringede vores koreanske underbo og klagede over al den trampen i gulvet, for ham var det nemlig bare en ganske almindelig tirsdag aften, og han anede da ikke at der fandtes en tradition, hvor man ligefrem går rundt om træet.

For koreanerne er julen ikke årets største højtid. Traditionerne er ny adopterede fra Vesten, og sydkoreansk jul har dermed fået sin helt egen stemning, der er en blanding af Disney Jul og Valentines Day. Dansk julehygge er erstattet med koreansk vinterromantik. Den 25. december er en kærestedag, der markedsføres, som dagen, hvor man går på date og viser sig frem som det perfekte par, med hjerter i øjnene og indhyllet i blide snefnug. Manuskriptet er som taget direkte fra en Disney-julefilm.

Seouls flotteste hotel Grand Hyatt, reklamerer med en romantisk skøjte aften, hvor man kan skøjte på toppen af Mt Namsan med udsigt ud over Seoul og omgivet af LED-lys-beklædte træer. Hotellet har endda et specielt “Fri til din kæreste på skøjter tilbud.”

For de fleste unge piger, betyder en romantisk juledate på skøjter, en aften hvor de klamrer sig til rækværket med den ene hånd, mens den anden hånd med mobiltelefonen forsøger at forevige så mange romantiske selvportrætter/ par portrætter som muligt, og de ser ud til at nyde det.

Forleden havde jeg inviteret et blandet internationalt selskab til dansk julehygge, da det kan være svært for en asiat at være helt sikker på hvad sådan en invitation indebærer, havde jeg været meget præcis i invitationen, der lød på åbent hus fra 2.30-4.30 pm. Mine nye koreanske bekendtskaber havde da også googlet både gløgg og vafler på forhånd. De første som ankom, var et meget kært koreansk par sidst i halvtredserne.

Og selv om alle stole var ledige, inklusiv den store sofa, satte dig sig resolut i skrædderstilling på gulvet. Der sad de så i to stive timer og stak tungen lidt ned i et glas med hjemmelavet gløgg, - vaflerne og julekagerne gled dog ned.

På slaget 4.30 rejste dig sig, bukkede, takkede og forklarede at nu skulle de på juledate…med hinanden altså.

På mit lokale marked har jeg set store bunker af ægte mistelten, ligge klar til salg – men intet sted, hverken her i Ulsan eller i Seoul har jeg set rigtige juletræer. Jeg selv endte med at købe et plastikjuletræ i den amerikanske importforretning, Costco, det var først i december og der var vel  7 – 10 stykker at vælge imellem.

Da det var samlet og metalgrenene spredt ud og bøjet i facon, viste det sig at være 2 meter højt. De første par dage spredte det en syrlig duft at hengemt plastik – enten er det aftaget nu, eller også har jeg vænnet mig til lugten.

At være eller ikke være effektiv

Den 18. november var jeg med til at fejre, at det første stykke af kølen til en ny LNG tanker blev lagt ned i tørdokken. (Se blogindlæg fra november)

Det er 25 dage siden. I går fik jeg et nyt kig ned i dokken. Det var næsten chokerende – tonsvis af stål er blevet svejset sammen i løbet af 24 dage.

Jeg er imponeret. For at forstå effektiviteten får du lige et gensyn med billedet, fra da det første stykke af kølen blev lagt i dokken.

Og den 10. december så det sådan ud, en god del af de over 300 skibs-tegninger er blevet til konkrete store dele af en tanker, som så igen er blevet samlet. Det er lidt svært at forholde sig til størrelsen, men der står en mand i en kurv for enden af en lille kran langs med skibssiden.

Her skubbes et stort stykke skillevæg mellem tankene nede i skibet på plads. Kranen står for det grove, og de tre mænd på billedet tager sig af finjusteringen….ikke noget med at stikke tæerne for langt frem.

Efterhånden som skillevæggene er på plads, går andre specialister i gang med at bygge stillads op, så der er gjort klar til at bygge selve den tank, som skal holde på den naturgas, skibet bliver bygget til at fragte rundt. At bygge tankene, er den del af skibsbyggeriet, der tager længst tid.

I årene frem til at Danmarks sidste store skibsværft Lindøværftet lukkede i 2012, blev værftets administrerende direktør Torben Anker Sørensen af og til citeret for sætninger som; “..det er nødvendigt for de værftsansatte at arbejde smartere og hurtigere i konkurrencen med først og fremmest kinesiske og koreanske skibsværfter”. (Berlingske Business opdateret 24. maj 2012)

Men smartere og hurtigere – kunne ikke slå subsidier fra den Sydkoreanske regering og billigt stål i Asien. 

Billedet her under er fra den 28. november - 10 dage efter det første billede.

Og nu fra en halvt færdig LNG tanker til en splinter ny umulig ovn. Jeg ved godt, at man ikke kan bage i en LNG tanker eller sejle i en bageovn, men hold ud,  - min pointe handler om effektivitet.

Sagt på almindelig jysk har jeg haft meget bøvl med den bageovn, der er der, hvor jeg bor. For det første er det at lave noget som helst i en ovn temmelig eksotisk for koreanere, for det andet har de ikke meget forstand på brød. Så da jeg gang på gang havde hevet brød ud, der mindede om det snobrød helt ferske Grønsmutter brænder på deres første spejderlejr, tog jeg affære for at få en anden ovn.

Det var en lang og meget besværlig proces med klimaks, da der kom 6 personer på besøg for at se den elendige ovn.

De fire kom helt fra Seoul, hvor LG, som har produceret ovnen, har hovedkontor.

Jeg tror, deres mission var at bevise, at LGs ovne er perfekt.

Én skulle køre bilen her til,  én var med kun for at måle temperaturen i ovnen, en tredje var med  fordi hun skulle bage i min ovn, en fjerde var med fordi han var deres chef.

Det tager cirka 4-5 timer at køre fra Seoul til Ulsan og lige så lang tid tilbage.

Ud over de fire fra Seoul, kom den lokale vicevært også, jeg aner ikke hvordan han blev blandet ind i det og endelig kom der en repræsentant fra det firma, lejligheden er lejet igennem.

Jeg er faktisk ikke helt sikker på, hvad de konkluderede efter deres bage-eksperiment, …de kiggede stolt på deres sorte boller, men de ville dog prøve at bage én gang til hjemme i Seoul!

Timelønnen i Korea er ikke specielt lav, kontorarbejdere får udbetalt i gennemsnit 15.000 d.kr om måneden. Den samlede timeløn, der blev brugt på kørsel og bagning den dag, kunne snildt havde betalt en ny ovn.

Og så er det jeg tænker – hvis verdens største skibsværft blev gået efter i sømmene, ville der sikkert også være potentiale for effektivisering, også selv om de næsten har fyldt tørdokken med skib på blot 24 dage.

Hyundai Heavy Industries skibsværft her i Ulsan blev bygget i 1972, simultant med at det første skib blev produceret, siden er det udvidet med knopskydning i alle retninger. Det betyder også at det efter nutidige forhold ikke specielt strømlinet.

Hver nat bliver der flyttet rundt på store stålelementer, fordi produktionshaller ligger alt for langt væk fra, hvor det, der produceres, skal bruges bagefter. 

Og når man bevæger sig inde på værftet, er det som om, en kæmpe har vendt bunden op på en kasse med over dimensionerede legoklodser. For en udenforstående ser det ud som om disse mastodont elementer ligger hulter til bulter på det mere end ni kvadratkilometer store areal.

Jeg er som sagt imponeret over hvor meget skib, de har bygget på lidt tid. Netop derfor er det vanvittigt at tænke på, hvor hurtigt de ville kunne bygge et skib, hvis de for alvor satte fokus på at bygge hurtigere og smartere.