Verdens største skibsværft

Verdens største skibsværft, Hyundai Heavy Industries ( HHI), ligger i Ulsan. Det er hér, de arbejder, de mange mænd i grå og grønne arbejdsuniformer, man ser over alt i Dong-Gu. Med 8 timers interval suser de enten ud eller ind af de bevogtede indkørsler til det over ni kvadratkilometer store værftsområde.

 Inde bag murene er der 10 store tørdokke, samt et utal af produktionshaller, hvor der samles, svejses og males. I hver dok bygges der to skibe ad gangen, processen er forskudt, så snart et skibe er så langt, at det kan flyde selv, lukkes det ud af dokken, og det næste halvfærdige skrog rykker frem i køen, og bag det gøres der straks klar til at lægge det første stykke af kølen til endnu et nyt skib.

Oven over det hele knejser et virvar af kæmpe kraner, de største kan løfte 1290 ton!

Det er helt på sin plads at ordet heavy indgår i værftets navn, det er enorme stålelementer, der tumles rundt med.

Præfabrikerede megablokke samles nede i dokken til et skib, på samme måde som hvis man forestiller sig, at man byggede et højhus ved at samle de enkelte lejligheder á helt op til 400m2 oppe på kajkanten først for derefter at svejse lejlighederne sammen nede i dokken. Det er bare ikke lejligheder, men vidt forskellige dele af komplicerede skibe, der skal sættes rigtigt sammen med millimeters nøjagtighed.

Da det gik bedst for værftet, mødte ca. 50.000 arbejdere ind hvert døgn, men selv de ca. 35.000, der efter sigende er ansat lige nu, fylder en hel del i en kantine.

Forleden var jeg så heldig at få et kig ind i dette lukkede og spionage-sikrede miljø. Jeg havde fået lov til at deltage i den ceremoni, der holdes, når det første stykke af kølen til et nyt skib lægges ned i tørdokken.

Det første stykke ses her, ( bemærk de små mennesker på billedet) efter det følger 213 andre megablokke og vær så god, så har man en stor LNG tanker, 289 meter lang, 45,6 meter bred og 49,8 meter fra bund til top, værdi ca. 2 milliarder d.kr. – den eksakte pris er en hemmelighed.

Dette første stykke af kølen blev lagt ned i dokken den 18. november 2013 – den 5. januar 2015 er tankeren klar til at indtage verdenshavene. Det er rimeligt effektivt. Det var ceremonien også.

Den foregik næsten også som et præfabrikeret element:

Få minutter før kl. 15 rullede en lille Hyundai lastebil ind nede i bunden af dokken, ladet var læsset med stole af typen, der står i danske forsamlingshuse fra 60’erne, et klapbord, en mikrofon med højtaler, en god stor suppegryde med indhold, champagne, glas, 14 sakse og noget bånd, der kunne klippes over, samt et skilt til at stå op ad under den obligatoriske fotografering.

Effektive grå og blå arbejdsmænd læssede af, arrangerede og dækkede op, kranen og en håndfuld svejsere fandt noget fornuftigt at lave i den anden ende af dokken, og vupti så var der ceremoni.

Jeg nåede lige at sætte mig ned til lyden af ”Welcome to keel laying”, inden alle blev bedt om at rejse sig, tage hjælmen af og bede en bøn for det kommende skib. 

Så nåede jeg lige at lægge an til at sætte mig, da jeg, i en stilling et sted halvt mellem stående og siddende, blev bedt om at komme op på en række og sammen med 13 andre klippe den snor over, vi selv holdt ud foran det skilt, der var sat op til anledningen. 

Og så nåede jeg heldigvis lige at flytte mig, inden den første flaske med champagne, straks efter at jeg havde klippet snoren, blev sprøjtet ud over skiltet.

Og da proppen fløj af flasken blev låget løftet af suppegryden, men jeg nåede desværre ikke at se, hvad der var i den, før en eller anden allerede havde stukket en pind med noget spiseligt i hånden på mig.

Det var en stor flad firkantet fiskepandekage, der var foldet et par gange og rynket ned over en træpind, man ville kunne strikken en islandsk sweater med.

Og mens jeg så tyggede lidt på den, kom kranen og svejserne tilbage, stolene blev læsse op på den lille Hyundai lastebil igen, undtagen min stol den stod ensomt tilbage med min håndtaske på, den havde jeg da ikke nået af flytte.

Det hele tog cirka 12 minutter.

I 2010 byggede Hyundai Heavy Industries 105 skibe, i 2013 bliver det ”kun” til 60, så måske havde de i virkeligheden god tid, den dag jeg var der.

Haute cuture hiking

Horder af sydkoreanere traver rundt i naturen, hver eneste dag. På søndage eksploderer det. Her i efterårs sæsonen kan der ligefrem være kø på de mest populære af de flere tusinde traveruter rundt om i landet. 

Millioner af koreanere i alle aldre og fra alle sociale lag vil ud og nyde bjergskråninger beklædt med efterårsløv i gyldne farver – eller måske lige så vigtigt, vise sig frem i den nyeste hiking mode.

For når koreanere viser sig frem, er både fortovscafeer og strandpromenader sidespor, det hotte sted at flashe seneste mode er ude på vandrestierne, eller i det mindste på p-pladserne lige op til vandrestierne.

Min første travetur her i Korea havde kurs mod en lille lokal bjergtop blot 210 meter over havet, det foregik i slidte shorts, en almindelig udvasket T-shirt og et par sandaler, der var gået ret godt til. Jeg faldt ikke i med mængden.

Jeg var omringet af lange opgivende blikke, med et svagt glimt af foragt og medlidenhed, især sandalerne var årsag til hovedrysten på min første amatøragtige ekskursion mod dette forvoksede Himmelbjerg.

For selv en mindre gåtur får koreanerne til at klæde om til det nyeste antræk fra North Face, K2, Merrell, Black Yak, Berghaus, Lafuma og hvad det nu ellers kan hedde, når det skal være det rigtige mærke med den seneste Gore-Tex teknologi.

Og det er ikke billigt. Alene skoene vandrer let op i et par tusinde danske kroner. Dertil kommer specielle bukser, specielle T-shirts, specielle jakker, specielle sokker, matchende tørklæder, handsker, vandrestave, pandebånd med og uden solskærm, solbriller, tasker, vandflasker samt et bind/ansigtsmaske til at sætte for mund og næse – alt sammen i super-letvægts-åndbart-vandtæt-materiale i de nyeste modefarver.

Desuden fyldes rygsækken med en letvægtsradio, en lille handy bordgrill, diverse dåser til madvarer og risøl samt en form for isoleret underlag, til når alt udstyr samt korpus skal hvile på toppen.

Hvile på toppen, det var hvad de fire her gjorde forleden søndag i Youngnam Alps efter en picnic i 1189 meters højde. Ingen tvivl om at sådan en picnic er livskvalitet, når først mad og remedier er slæbt der op.

Og jeg må være ærlig at indrømme, at jeg også selv har været en del af en gruppe langrendsentusiaster på højfjeldet i Skandinavien, med flere liter pandekagedej og endnu flere kilo brænde i Fjällräven - den tur endte også med at gå op i en højere enhed under overskriften livskvalitet.

Men selv på helt små ture tropper koreanerne op udstyret, så de snildt kunne være hjemmefra i en uges tid.

For de tager deres hobby seriøst og da Sydkorea nu er den 4. største asiatiske økonomi, har koreanere fra middelklassen råd til at forkæle sig selv med den nyeste vandremode.

Ifølge en artikel fra Business World Online i august i år er markedet for udendørs sportstøj i Sydkorea vokset fra 1.1 billion US $ i 2006 til 5,3 billion i 2012. Det er mange penge.

Jeg har noteret mig, at danske Hummel er her, men det er de allerstørste internationale mærker, der for alvor har sat karabinhagen fast i det sydkoreanske marked.

Det mere fancy vandretøj glider endda ind i gadebilledet i byerne og bliver brugt til at give kontorantrækket et mere afslappet look. Jo hiking er haute cuture.

En sød tand og en udstoppet gane.

Jeg har mødt udlændinge, der overhovedet ikke fattede dansk begejstring for flødeboller - noget så sødt og klistret kunne da umuligt være godt.

Det handler formentlig om at være vokset op med en stemning af, at dét her er smovs. Sådan har koreanerne det med songpyeon.

Songpyeon er små farverige dampede ris kager fyldt med søde sesamfrø eller kastanje mos. De er især populære omkring Chuseok, men to gadehjørner fra, hvor jeg bor, står der en dame og laver dem året rundt.
Jeg har forsøgt at gøre hende kunsten efter. Det var inden de farverige kager kom i kontakt med mine smagssanser,  - synet havde skruet rigeligt op for både forventning og mundvand. 

Jeg var inviteret til en dessertseance, hvor en gruppe koreanske kvinder a la Mette Blomsterberg begejstret gav koreansk konditorkunst videre til en flok lækkersultne novicer. De koreanske kvinder havde lavet ris dejen i forvejen, men jeg har sidenhen fundet opskriften flere steder på nettet, hvis du skulle få lyst til at kaste dig ud i noget eksotisk bagværk.

Vi fik et par farvestrålende dejklumper ved hvert bord og blev udstyret med ”plastikposehandsker” af typen, du kan trække ved en dansk benzinstander.

Opmuntret til at lave kagerne så fine som muligt med udsigt til en præmie, skulle vi begynde med at trille små dekorative kugler med fyld i midten.

……det med handskerne kan jeg ikke anbefale, det er noget biks. Det meste af dej og fyld sad tværet ud over hele handsken. Der var ikke meget Blomsterberg over mine songpyen´er.

Et tilfældigt kig ud i et baglokale, hvor jeg ikke havde noget at gøre, afslørede, at et par drevne koreanske ”riskagemagere” diskret sad og rullede mine kageklatter om fra deform til form.

Derefter røg de ind på bordet igen, nu i en fin sigte på et nydeligt lag af fyrretræsnåle.

Der blev lagt et låg over nåle og kager, hvorefter sigten med indhold blev sat over en stor gryde med dampende vand.

Der spredte sig en duft – ikke af hjemmebag, men mere over i en blanding af skovbund og fyrrenåleskumbad.

 Det færdige resultat ser meget delikat og farverigt ud….men smagen og konsistensen er noget man skal vænne sig til.

Jeg faldt over en artikel fra juni i år, hvor sundhedscoach Vibeke Lund skriver, at man som voksen skal regne med 21 forsøg med noget nyt mad, før ens smagsløg begynder at acceptere det ukendte.  Det var i Fagbladet 3F, forfatteren rådgiver håndværkere og mænd i bygge- og anlægsbranchen. Det handlede om grøntsager. Måske kan de 21 gange overføres til kvinder og songpyen, men jeg tror ikke jeg vil kaste mine 10.000 smagsløg ud i den kamp.

De små fine ris kager sætter sig fast i ganen, er man uheldig danner klumpen vakuum, så selv om tungen er en utrolig bevægelig muskel, kan den pludselig ikke komme løs igen.

Men eksotiske ser de ud, når de ligger der på fadet.

Det er da onsdag

Det er nærmest umuligt at indføre lukkelov, når der plejer at være åbent.

Bydelens store supermarked Home plus er endt med at holde lukket 2 onsdage om måneden.

Lukkedagene er det foreløbige resultat af en snart to år lang kamp mellem de gamle koner, der sidder på hug og sælger madvarer på markedet, samt de små lokale købmænd på den ene side og de helt store supermarkeder med et internationalt konglomerat i ryggen på den anden side. Home plus hører til den sidste kategori.

Så sent som i 1993 gik de koreanske husmødre på det lokale marked, når de skulle handle ind. Men i november 1993 åbnede det første store supermarked, E-mart i Korea og en hel ny verden af mange moderne varer samlet på et sted, åbenbarede sig for den almindelige koreaner. Siden da har flere store internationale kæder kastet sig ind i kampen om kunderne, det koreansk ejede Lotte Mart åbnede sit første supermarked i 1998 og siden 2000 er det engelsk ejede Home plus vokset fra 0 til 130. 

Konkurrencen fra disse ”Super Supermarkets” som koreanerne selv kalder dem, vil kunne få enhver Sparkøbmand til at ryste bag købmandsskranken – ja selv en Bilka ligner en mellemstor kiosk i forhold til en almindelig stor koreansk Home plus, og som trumf i kampen om kunderne, har de indtil for nyligt holdt åbent 7 dage om ugen i 24 timer. Ordet, lukkelov var ukendt i 19 år!

Men i november 2012 var der politikere på nationalt plan, der mente det var på tide at beskytte de koner, der forsat sad på hug på det lokale marked for at sælge frugt, grønt, kød og fisk samt de små familieejede købmandsforretninger, så fra helt frit slag hvad angår åbningstider skulle der nu indføres krav om lukkedage for de store supermarkeder. Det skulle sende kunderne ud til de små handlende. 2 søndage om måneden skulle ”Super Supermarkederne” holde helt lukket, og det skulle være slut med at holde åbent fra 22 til 10 alle de andre dage.

Ups - gad vide om ikke Coorp Danmark og Dansk Supermarked havde protesteret, hvis de var blevet tvunget til at smække døren i for kunder, de hidtil havde tjent penge på.

Reglen har da også været årsag til protester, retssager, demonstrationer her i Korea. Knap 1500 supermarkeder i hele Sydkorea skulle havde været ramt af lukkereglen, men de lokale myndigheder har givet dispensationer på stribe, det er kun 52 procent af de store butikker, der rent faktisk oplever restriktioner.

Her i bydelen Dong-gu i Ulsan er de 2 gange søndagslukket blevet til 2 gange onsdagslukket i stedet.

Konerne på markedet er allerede helt nede i knæ, og der bliver de vel som en folkloristisk kuriositet et stykke tid endnu, mens de lokale købmænd nok må sande, at koreanske forbrugere, nøjagtig som alle andre steder i verden, gerne vil kunne købe alting under samme tag, og det skal helst være pakket ind i plastic.