En sød tand og en udstoppet gane.

Jeg har mødt udlændinge, der overhovedet ikke fattede dansk begejstring for flødeboller - noget så sødt og klistret kunne da umuligt være godt.

Det handler formentlig om at være vokset op med en stemning af, at dét her er smovs. Sådan har koreanerne det med songpyeon.

Songpyeon er små farverige dampede ris kager fyldt med søde sesamfrø eller kastanje mos. De er især populære omkring Chuseok, men to gadehjørner fra, hvor jeg bor, står der en dame og laver dem året rundt.
Jeg har forsøgt at gøre hende kunsten efter. Det var inden de farverige kager kom i kontakt med mine smagssanser,  - synet havde skruet rigeligt op for både forventning og mundvand. 

Jeg var inviteret til en dessertseance, hvor en gruppe koreanske kvinder a la Mette Blomsterberg begejstret gav koreansk konditorkunst videre til en flok lækkersultne novicer. De koreanske kvinder havde lavet ris dejen i forvejen, men jeg har sidenhen fundet opskriften flere steder på nettet, hvis du skulle få lyst til at kaste dig ud i noget eksotisk bagværk.

Vi fik et par farvestrålende dejklumper ved hvert bord og blev udstyret med ”plastikposehandsker” af typen, du kan trække ved en dansk benzinstander.

Opmuntret til at lave kagerne så fine som muligt med udsigt til en præmie, skulle vi begynde med at trille små dekorative kugler med fyld i midten.

……det med handskerne kan jeg ikke anbefale, det er noget biks. Det meste af dej og fyld sad tværet ud over hele handsken. Der var ikke meget Blomsterberg over mine songpyen´er.

Et tilfældigt kig ud i et baglokale, hvor jeg ikke havde noget at gøre, afslørede, at et par drevne koreanske ”riskagemagere” diskret sad og rullede mine kageklatter om fra deform til form.

Derefter røg de ind på bordet igen, nu i en fin sigte på et nydeligt lag af fyrretræsnåle.

Der blev lagt et låg over nåle og kager, hvorefter sigten med indhold blev sat over en stor gryde med dampende vand.

Der spredte sig en duft – ikke af hjemmebag, men mere over i en blanding af skovbund og fyrrenåleskumbad.

 Det færdige resultat ser meget delikat og farverigt ud….men smagen og konsistensen er noget man skal vænne sig til.

Jeg faldt over en artikel fra juni i år, hvor sundhedscoach Vibeke Lund skriver, at man som voksen skal regne med 21 forsøg med noget nyt mad, før ens smagsløg begynder at acceptere det ukendte.  Det var i Fagbladet 3F, forfatteren rådgiver håndværkere og mænd i bygge- og anlægsbranchen. Det handlede om grøntsager. Måske kan de 21 gange overføres til kvinder og songpyen, men jeg tror ikke jeg vil kaste mine 10.000 smagsløg ud i den kamp.

De små fine ris kager sætter sig fast i ganen, er man uheldig danner klumpen vakuum, så selv om tungen er en utrolig bevægelig muskel, kan den pludselig ikke komme løs igen.

Men eksotiske ser de ud, når de ligger der på fadet.

Det er da onsdag

Det er nærmest umuligt at indføre lukkelov, når der plejer at være åbent.

Bydelens store supermarked Home plus er endt med at holde lukket 2 onsdage om måneden.

Lukkedagene er det foreløbige resultat af en snart to år lang kamp mellem de gamle koner, der sidder på hug og sælger madvarer på markedet, samt de små lokale købmænd på den ene side og de helt store supermarkeder med et internationalt konglomerat i ryggen på den anden side. Home plus hører til den sidste kategori.

Så sent som i 1993 gik de koreanske husmødre på det lokale marked, når de skulle handle ind. Men i november 1993 åbnede det første store supermarked, E-mart i Korea og en hel ny verden af mange moderne varer samlet på et sted, åbenbarede sig for den almindelige koreaner. Siden da har flere store internationale kæder kastet sig ind i kampen om kunderne, det koreansk ejede Lotte Mart åbnede sit første supermarked i 1998 og siden 2000 er det engelsk ejede Home plus vokset fra 0 til 130. 

Konkurrencen fra disse ”Super Supermarkets” som koreanerne selv kalder dem, vil kunne få enhver Sparkøbmand til at ryste bag købmandsskranken – ja selv en Bilka ligner en mellemstor kiosk i forhold til en almindelig stor koreansk Home plus, og som trumf i kampen om kunderne, har de indtil for nyligt holdt åbent 7 dage om ugen i 24 timer. Ordet, lukkelov var ukendt i 19 år!

Men i november 2012 var der politikere på nationalt plan, der mente det var på tide at beskytte de koner, der forsat sad på hug på det lokale marked for at sælge frugt, grønt, kød og fisk samt de små familieejede købmandsforretninger, så fra helt frit slag hvad angår åbningstider skulle der nu indføres krav om lukkedage for de store supermarkeder. Det skulle sende kunderne ud til de små handlende. 2 søndage om måneden skulle ”Super Supermarkederne” holde helt lukket, og det skulle være slut med at holde åbent fra 22 til 10 alle de andre dage.

Ups - gad vide om ikke Coorp Danmark og Dansk Supermarked havde protesteret, hvis de var blevet tvunget til at smække døren i for kunder, de hidtil havde tjent penge på.

Reglen har da også været årsag til protester, retssager, demonstrationer her i Korea. Knap 1500 supermarkeder i hele Sydkorea skulle havde været ramt af lukkereglen, men de lokale myndigheder har givet dispensationer på stribe, det er kun 52 procent af de store butikker, der rent faktisk oplever restriktioner.

Her i bydelen Dong-gu i Ulsan er de 2 gange søndagslukket blevet til 2 gange onsdagslukket i stedet.

Konerne på markedet er allerede helt nede i knæ, og der bliver de vel som en folkloristisk kuriositet et stykke tid endnu, mens de lokale købmænd nok må sande, at koreanske forbrugere, nøjagtig som alle andre steder i verden, gerne vil kunne købe alting under samme tag, og det skal helst være pakket ind i plastic.

Lånebriller i snor

”Årh jeg har ikke mine briller med”. Hvor tit har du ikke hørt den sætning, hvorefter en anden velmenende replicerer; ”Du kan låne mine”, og selv om styrken ikke lige er perfekt, så lykkedes missionen som regel, det, der skal læses, bliver til bogstaver, uden at det skal flagre helt ude i horisonten. Måske har du også en enkelt gang, - ganske kortvarigt selvfølgelig, lånt et par briller fra supermarkedets brillestativ, for at kunne læse en lille bitte varedeklaration og derefter at sætte brillerne på plads igen. Jeg tror det hænder.

I Korea slipper du både for bøvl med samvittigheden over brugen af briller som egentlig er til salg og for at have den store prismærkat til at flagre ned om næsen mens du låner. Ved skranken på offentlige kontorer som f.eks. posthuse, kommunekontorer og såmænd også i banken, hos tandlægen og i det lokale kulturcenter finder du lånebriller i snor, – akkurat som vi kender det fra kuglepenne i snor. Er der problemer med at læse tandlægeregningen, biografbilletten eller postformularen så er det på med lånebrillen, der er flere forskellige styrker for enden af snorene. Det hænder at der står adskillige langsynede omkring sådanne skranker, og jeg må her indskyde at brillerne holdes i relativ kort snor, og er der så også gang i lånekuglepennene kan situationen gå i hårdknude.

Jeg har en svag erindring om en lånelup, der dingler ned over køledisken i et dansk supermarked. Forsvandt de igen? Måske, -  signalværdien ved sådan en lup bliver også let negativt ladet i retning af, at madvareproducenterne publicerer varedeklarationen med så små bogstaver, at man er nødt til at bruge lup for at se, hvad de skriver, hvorimod et par fælles læsebriller i en snor på et posthus kun kan opfattes som en velment hjælp.

Der mangler ellers ikke optikkere i det koreanske gadebillede, koreanske briller er hot mode i det meste af Asien, briller og stel er billigere end de fleste steder i Europa og USA, og både efterspørgsel og udbud er stort, men også i Korea følges pris og kvalitet ad.

Utroligt mange asiatiske børn bruger briller fordi de er nærsynede, og årsagen til dét er der flere teorier om, bl.a. at det ligger i de asiatiske gener, at asiatiske forældre tvinger deres børn til at læse så meget, at de bliver nærsynede, og endelig er der ny forskning, der giver mangel på sollys skylden. Hypotesen er at den lysintensitet, som vi oplever, når vi er ude, er med til at frigøre dopamin, der blokere for at øjet vokser, og  dermed forhindrer at øjet får den form, som øjet har hos nærsynede mennesker. Det har professor Ian Morgan fra Australian National University skrevet om i det in The Lancet ,et lægefagligt tidsskrift. Forskning i den hypotese munder måske ud i at koreanske børn kommer mere ud i det fri, dér er de nemlig ikke ret meget ,og når de endelig er der, er det i skyggen af en paraply – men det er en helt anden historie.

Så tilbage til os halvgamle, glemsomme, lettere langsynede, hvad med at få nogle lånebriller tøjret strategiske steder ved de danske offentlige skranker?  Ideen er hermed givet videre.

Nå ja og hvordan gik det så med tyfonen? Ud over at blive lidt af en cliff hanger med en blog, der stod stille i alt for mange dage, så gik det med tyfonen som det også ofte går med forventede storme i Danmark, meteorologer og medier blæste  vejrudsigten op til katastrofe, tro mig jeg kender rumlen, men da Danas endelig kom, havde den tabt pusten, og heldigvis for det.