Jul i Sydkorea

Julemanden var “fejlfarvet” i år. I Sydkorea er han lige så ofte blå som rød, og Julen varer ikke til Påske, den er overstået på en dag. Den 25. er en officiel fridag, men både den 24. og den 26. er ganske almindelige hverdage.

Cirka 30 % af befolkningen er kristne, de dominerende religioner er buddhisme og konfucianisme, desuden er der en lille gruppe muslimer.

Med den fordeling in mente, er det fint, at den 25. december rent faktisk er en national fridag.

I løbet af december har shopping centrene, stormagasinerne og de kristne kirker pyntet op til jul, og de kommer til at ligne hinanden, som burger de den samme dekoratør. Det visuelle udtryk er larmende med blinkende lys i alle mulige farver. Nogle af kirkerne har faktisk både kors, Maria og Jesus oplyst i heftig neonlys hele året, man kan af og til tro, at der er sket en færdselsulykke længere ned ad gaden, og så viser udrykningskøretøjernes blå blink sig blot at være lysene på en kirke. På en kold vinterdag i Busan, ville jeg gå på opdagelse i et nyt shopping center, jeg havde set, da jeg tidligere passerede i bil….det var en kirke. Og jo da, folk gloede ind ad vores vinduer, da vi den 24. dansede om vores 2 meter høje plastik ikon og efter 15-20 minutters traven og hoppen rundt om træet ringede vores koreanske underbo og klagede over al den trampen i gulvet, for ham var det nemlig bare en ganske almindelig tirsdag aften, og han anede da ikke at der fandtes en tradition, hvor man ligefrem går rundt om træet.

For koreanerne er julen ikke årets største højtid. Traditionerne er ny adopterede fra Vesten, og sydkoreansk jul har dermed fået sin helt egen stemning, der er en blanding af Disney Jul og Valentines Day. Dansk julehygge er erstattet med koreansk vinterromantik. Den 25. december er en kærestedag, der markedsføres, som dagen, hvor man går på date og viser sig frem som det perfekte par, med hjerter i øjnene og indhyllet i blide snefnug. Manuskriptet er som taget direkte fra en Disney-julefilm.

Seouls flotteste hotel Grand Hyatt, reklamerer med en romantisk skøjte aften, hvor man kan skøjte på toppen af Mt Namsan med udsigt ud over Seoul og omgivet af LED-lys-beklædte træer. Hotellet har endda et specielt “Fri til din kæreste på skøjter tilbud.”

For de fleste unge piger, betyder en romantisk juledate på skøjter, en aften hvor de klamrer sig til rækværket med den ene hånd, mens den anden hånd med mobiltelefonen forsøger at forevige så mange romantiske selvportrætter/ par portrætter som muligt, og de ser ud til at nyde det.

Forleden havde jeg inviteret et blandet internationalt selskab til dansk julehygge, da det kan være svært for en asiat at være helt sikker på hvad sådan en invitation indebærer, havde jeg været meget præcis i invitationen, der lød på åbent hus fra 2.30-4.30 pm. Mine nye koreanske bekendtskaber havde da også googlet både gløgg og vafler på forhånd. De første som ankom, var et meget kært koreansk par sidst i halvtredserne.

Og selv om alle stole var ledige, inklusiv den store sofa, satte dig sig resolut i skrædderstilling på gulvet. Der sad de så i to stive timer og stak tungen lidt ned i et glas med hjemmelavet gløgg, - vaflerne og julekagerne gled dog ned.

På slaget 4.30 rejste dig sig, bukkede, takkede og forklarede at nu skulle de på juledate…med hinanden altså.

På mit lokale marked har jeg set store bunker af ægte mistelten, ligge klar til salg – men intet sted, hverken her i Ulsan eller i Seoul har jeg set rigtige juletræer. Jeg selv endte med at købe et plastikjuletræ i den amerikanske importforretning, Costco, det var først i december og der var vel  7 – 10 stykker at vælge imellem.

Da det var samlet og metalgrenene spredt ud og bøjet i facon, viste det sig at være 2 meter højt. De første par dage spredte det en syrlig duft at hengemt plastik – enten er det aftaget nu, eller også har jeg vænnet mig til lugten.

At være eller ikke være effektiv

Den 18. november var jeg med til at fejre, at det første stykke af kølen til en ny LNG tanker blev lagt ned i tørdokken. (Se blogindlæg fra november)

Det er 25 dage siden. I går fik jeg et nyt kig ned i dokken. Det var næsten chokerende – tonsvis af stål er blevet svejset sammen i løbet af 24 dage.

Jeg er imponeret. For at forstå effektiviteten får du lige et gensyn med billedet, fra da det første stykke af kølen blev lagt i dokken.

Og den 10. december så det sådan ud, en god del af de over 300 skibs-tegninger er blevet til konkrete store dele af en tanker, som så igen er blevet samlet. Det er lidt svært at forholde sig til størrelsen, men der står en mand i en kurv for enden af en lille kran langs med skibssiden.

Her skubbes et stort stykke skillevæg mellem tankene nede i skibet på plads. Kranen står for det grove, og de tre mænd på billedet tager sig af finjusteringen….ikke noget med at stikke tæerne for langt frem.

Efterhånden som skillevæggene er på plads, går andre specialister i gang med at bygge stillads op, så der er gjort klar til at bygge selve den tank, som skal holde på den naturgas, skibet bliver bygget til at fragte rundt. At bygge tankene, er den del af skibsbyggeriet, der tager længst tid.

I årene frem til at Danmarks sidste store skibsværft Lindøværftet lukkede i 2012, blev værftets administrerende direktør Torben Anker Sørensen af og til citeret for sætninger som; “..det er nødvendigt for de værftsansatte at arbejde smartere og hurtigere i konkurrencen med først og fremmest kinesiske og koreanske skibsværfter”. (Berlingske Business opdateret 24. maj 2012)

Men smartere og hurtigere – kunne ikke slå subsidier fra den Sydkoreanske regering og billigt stål i Asien. 

Billedet her under er fra den 28. november - 10 dage efter det første billede.

Og nu fra en halvt færdig LNG tanker til en splinter ny umulig ovn. Jeg ved godt, at man ikke kan bage i en LNG tanker eller sejle i en bageovn, men hold ud,  - min pointe handler om effektivitet.

Sagt på almindelig jysk har jeg haft meget bøvl med den bageovn, der er der, hvor jeg bor. For det første er det at lave noget som helst i en ovn temmelig eksotisk for koreanere, for det andet har de ikke meget forstand på brød. Så da jeg gang på gang havde hevet brød ud, der mindede om det snobrød helt ferske Grønsmutter brænder på deres første spejderlejr, tog jeg affære for at få en anden ovn.

Det var en lang og meget besværlig proces med klimaks, da der kom 6 personer på besøg for at se den elendige ovn.

De fire kom helt fra Seoul, hvor LG, som har produceret ovnen, har hovedkontor.

Jeg tror, deres mission var at bevise, at LGs ovne er perfekt.

Én skulle køre bilen her til,  én var med kun for at måle temperaturen i ovnen, en tredje var med  fordi hun skulle bage i min ovn, en fjerde var med fordi han var deres chef.

Det tager cirka 4-5 timer at køre fra Seoul til Ulsan og lige så lang tid tilbage.

Ud over de fire fra Seoul, kom den lokale vicevært også, jeg aner ikke hvordan han blev blandet ind i det og endelig kom der en repræsentant fra det firma, lejligheden er lejet igennem.

Jeg er faktisk ikke helt sikker på, hvad de konkluderede efter deres bage-eksperiment, …de kiggede stolt på deres sorte boller, men de ville dog prøve at bage én gang til hjemme i Seoul!

Timelønnen i Korea er ikke specielt lav, kontorarbejdere får udbetalt i gennemsnit 15.000 d.kr om måneden. Den samlede timeløn, der blev brugt på kørsel og bagning den dag, kunne snildt havde betalt en ny ovn.

Og så er det jeg tænker – hvis verdens største skibsværft blev gået efter i sømmene, ville der sikkert også være potentiale for effektivisering, også selv om de næsten har fyldt tørdokken med skib på blot 24 dage.

Hyundai Heavy Industries skibsværft her i Ulsan blev bygget i 1972, simultant med at det første skib blev produceret, siden er det udvidet med knopskydning i alle retninger. Det betyder også at det efter nutidige forhold ikke specielt strømlinet.

Hver nat bliver der flyttet rundt på store stålelementer, fordi produktionshaller ligger alt for langt væk fra, hvor det, der produceres, skal bruges bagefter. 

Og når man bevæger sig inde på værftet, er det som om, en kæmpe har vendt bunden op på en kasse med over dimensionerede legoklodser. For en udenforstående ser det ud som om disse mastodont elementer ligger hulter til bulter på det mere end ni kvadratkilometer store areal.

Jeg er som sagt imponeret over hvor meget skib, de har bygget på lidt tid. Netop derfor er det vanvittigt at tænke på, hvor hurtigt de ville kunne bygge et skib, hvis de for alvor satte fokus på at bygge hurtigere og smartere.

Kimchi

Små 500 borgere var i dag til folkefest på en parkeringsplads.

Pakket ind i plastik, i form af langærmede forklæder, hat og gummihandsker helt op til albuerne og til tonerne af koreansk populær musik, af typen mindst 3 generationer kan synge med på, blev der lavet kimchi, så kinakål og chilisovs slaskede om ørerne på os.

Sådan en begivenhed hedder Kimjang. Det er en gammel koreansk tradition, hvor man mødes og laver mad til byens fattige. Mad der kan holde sig vinteren over.

Det er vel Koreas svar på julekurven fra Frelsens Hær. Ca. 2100 – 2300 familier i Dong-Gu distriktet i Ulsan får glæde af dagens kimchi  og her varer julen lige til Påske, for det siges, at kimchi kan holde sig i lang tid, hvis man opbevarer den rigtigt.

Her i Dong-Gu var det områdets altdominerende virksomhed Hyundai Heavy Industries, der stod for arrangementet i samarbejde med det offentlige distriktskontor, og ingredienserne til Kimchien er betalt med penge, der kom ind ved et loppemarked, HHI holdt tidligere i år.

Da jeg og cirka 400 koreanere mødte ind på p-pladsen i formiddags, havde nogen allerede skåret 15.000 kinakål i halve og kvarte, og saltet dem i 6 timer. Typerne af Kimchi varierer fra egn til egn, hver familie har såmænd deres egen lille tvist på opskriften, så det er håbløst at få et præcist tal for, hvor mange typer kimchi, der findes, men Korean Food Academy har delt kimchi op i mere end  100 overordnede typer.

Den vi brugte i dag bestod af en fiskesovs lavet på ansjoser, med forårsløg, løg, hvidløg, sukker, ingefær og massevis af koreansk chilipulver, jeg aner ikke hvor meget der var – det var baljevis.

Men inden vi gled ud i sovs og kål, skulle vi varme op.  Koreanerne elsker opvarmning. Dybe knæbøjninger efterfulgt af karate slag og spark, alle led og muskler skulle være gennemarbejdet for at kunne lave kimchi med den rette blanding af koncentration og kærlighed.

Lige nu er det højsæson for sådanne nu-laver-vi-kimchi-arrangementer over hele Sydkorea.

Vi balancerer på kanten af vinteren og kinakålen skal høstes inden frosten får fat.

For koreanerne er Kimchi ikke bare mad, det er en kultur, der rækker helt tilbage til det 7. århundrede, hvor det på grund af de fire årstider, var vigtigt med teknikker til at konservere mad.

Man tager det kvarte kål, hvor bladene endnu sidder fast på stokken, og så tværer man sovsen omhyggeligt ind imellem hvert eneste blad,  når det kvarte kål svupper af sovs, folder man det pænt sammen, griber fat i det yderste blad og bruger det som et skråt bindebånd for at holde sammen på kålpakken. 

Jeg biksede noget med de første kålpakker og garvede kimshi-magere omkring mig forklarede og viste tålmodigt, men håndelag kræver erfaring.

Efter to tre kål havde vi sovs over alt. Bordet sejlede hele vejen ned og op igen og flokken stemte i med fællessang, der mindede om”Kaaaald det kææærlighed” på koreansk, samtidig med at vi slasker rundt med kinakål. Det var en totaloplevelse.

Mens jeg stod der med chilisovs op til albuerne, kom der andre forbi med fiske- og kålpandekager. De vidste udmærket godt, at vi alle var rimeligt stækket og ikke kunne bruge hænderne til andet end kimchi – så det var kort proces – de propper bare en god mundfuld direkte ind i kæften på hele striben bordet ned. På den konto har jeg fortæret lidt af hvert i dag – også lidt jeg ikke selv ville havde valgt.

Efter 2 timer var der ikke mere kål tilbage, det var pakket i tætte plastikbeholdere klar til aflevering.

Formentlig fordi jeg er udlænding, fik jeg lidt kimchi, med hjem i en plasticpose. Ved overdragelsen havde giveren direkte øjenkontakt med mig, idet hun på udmærket engelsk sagde; ”DON’T  forget it in your bag!  Keep it in a tight container in the fridge…or it might eksplode”.

….Ups velbekomme!

Verdens største skibsværft

Verdens største skibsværft, Hyundai Heavy Industries ( HHI), ligger i Ulsan. Det er hér, de arbejder, de mange mænd i grå og grønne arbejdsuniformer, man ser over alt i Dong-Gu. Med 8 timers interval suser de enten ud eller ind af de bevogtede indkørsler til det over ni kvadratkilometer store værftsområde.

 Inde bag murene er der 10 store tørdokke, samt et utal af produktionshaller, hvor der samles, svejses og males. I hver dok bygges der to skibe ad gangen, processen er forskudt, så snart et skibe er så langt, at det kan flyde selv, lukkes det ud af dokken, og det næste halvfærdige skrog rykker frem i køen, og bag det gøres der straks klar til at lægge det første stykke af kølen til endnu et nyt skib.

Oven over det hele knejser et virvar af kæmpe kraner, de største kan løfte 1290 ton!

Det er helt på sin plads at ordet heavy indgår i værftets navn, det er enorme stålelementer, der tumles rundt med.

Præfabrikerede megablokke samles nede i dokken til et skib, på samme måde som hvis man forestiller sig, at man byggede et højhus ved at samle de enkelte lejligheder á helt op til 400m2 oppe på kajkanten først for derefter at svejse lejlighederne sammen nede i dokken. Det er bare ikke lejligheder, men vidt forskellige dele af komplicerede skibe, der skal sættes rigtigt sammen med millimeters nøjagtighed.

Da det gik bedst for værftet, mødte ca. 50.000 arbejdere ind hvert døgn, men selv de ca. 35.000, der efter sigende er ansat lige nu, fylder en hel del i en kantine.

Forleden var jeg så heldig at få et kig ind i dette lukkede og spionage-sikrede miljø. Jeg havde fået lov til at deltage i den ceremoni, der holdes, når det første stykke af kølen til et nyt skib lægges ned i tørdokken.

Det første stykke ses her, ( bemærk de små mennesker på billedet) efter det følger 213 andre megablokke og vær så god, så har man en stor LNG tanker, 289 meter lang, 45,6 meter bred og 49,8 meter fra bund til top, værdi ca. 2 milliarder d.kr. – den eksakte pris er en hemmelighed.

Dette første stykke af kølen blev lagt ned i dokken den 18. november 2013 – den 5. januar 2015 er tankeren klar til at indtage verdenshavene. Det er rimeligt effektivt. Det var ceremonien også.

Den foregik næsten også som et præfabrikeret element:

Få minutter før kl. 15 rullede en lille Hyundai lastebil ind nede i bunden af dokken, ladet var læsset med stole af typen, der står i danske forsamlingshuse fra 60’erne, et klapbord, en mikrofon med højtaler, en god stor suppegryde med indhold, champagne, glas, 14 sakse og noget bånd, der kunne klippes over, samt et skilt til at stå op ad under den obligatoriske fotografering.

Effektive grå og blå arbejdsmænd læssede af, arrangerede og dækkede op, kranen og en håndfuld svejsere fandt noget fornuftigt at lave i den anden ende af dokken, og vupti så var der ceremoni.

Jeg nåede lige at sætte mig ned til lyden af ”Welcome to keel laying”, inden alle blev bedt om at rejse sig, tage hjælmen af og bede en bøn for det kommende skib. 

Så nåede jeg lige at lægge an til at sætte mig, da jeg, i en stilling et sted halvt mellem stående og siddende, blev bedt om at komme op på en række og sammen med 13 andre klippe den snor over, vi selv holdt ud foran det skilt, der var sat op til anledningen. 

Og så nåede jeg heldigvis lige at flytte mig, inden den første flaske med champagne, straks efter at jeg havde klippet snoren, blev sprøjtet ud over skiltet.

Og da proppen fløj af flasken blev låget løftet af suppegryden, men jeg nåede desværre ikke at se, hvad der var i den, før en eller anden allerede havde stukket en pind med noget spiseligt i hånden på mig.

Det var en stor flad firkantet fiskepandekage, der var foldet et par gange og rynket ned over en træpind, man ville kunne strikken en islandsk sweater med.

Og mens jeg så tyggede lidt på den, kom kranen og svejserne tilbage, stolene blev læsse op på den lille Hyundai lastebil igen, undtagen min stol den stod ensomt tilbage med min håndtaske på, den havde jeg da ikke nået af flytte.

Det hele tog cirka 12 minutter.

I 2010 byggede Hyundai Heavy Industries 105 skibe, i 2013 bliver det ”kun” til 60, så måske havde de i virkeligheden god tid, den dag jeg var der.